Efter uger med søvnløse nætter og udsigt til høj ejendomsskat kan landmanden Johnny nu ånde lettet op

Indtil videre har hver femte landbrugsejer fået medhold i deres indsigelse for at forblive landbrugsejendom.

Johnny Berg Rasmussen undgår højere ejendomsskatter - for nu. (DR)

Der begynder at lyde lettede suk rundt omkring på danske landejendomme.

Og et af dem kommer fra Johnny Berg Rasmussen.

- Det kan ikke beskrives. Det betyder så utrolig meget, at vi kan få lov til at blive boende her med de forhold, vi har nu.

Han er ejer af et fritidslandbrug ved Slagelse, og han har netop fået besked om, at hans ejendom alligevel ikke skal omkategoriseres fra landejendom til ejerbolig.

Sammen med tusindvis af andre ejere af landejendomme har han siden april frygtet at kunne se frem til en højere ejendomsskat - og at de nye ejendomsvurderinger vil gøre landstedet mindre værd.

- Det har givet os mavekneb og søvnløse nætter. Min kone og jeg har levet med den her uvished. Man hører jo, at det stiger til 30-40-50.000 kroner om året i skatter for at bo her, og det ville være mange penge for os, siger Johnny Berg Rasmussen.

Hver femte har fået medhold

Johnny Berg Rasmussen er ikke alene.

I alt 22.000 landbrugsejendomme fik i april besked på, at de skulle omkategoriseres til eksempelvis ejerbolig eller erhverv. Efterfølgende er der kommet 10.666 indsigelser mod de nye ejendomsvurderinger, og indtil nu er i alt 1.366 af dem afgjort.

I 276 af afgørelserne har boligejerne fået medhold i, at deres ejendom alligevel ikke skifter status fra landejendomme.

- Det er et meget højt tal. Det synes jeg. Det er da vildt, lyder Johnny Berg Rasmussens reaktion på, at altså hver femte indtil videre har fået medhold.

Mens en skatteekspert siger til DR, at antallet af medhold er i den høje ende, ser skatteminister Jeppe Bruus (S) ikke noget galt i det høje tal:

- Hele grundlaget for at kunne vurdere de her boliger er, at borgerne er vendt tilbage med indsigelser, så vurderingerne bliver så rigtige som muligt. Derfor har vi sendt ejendomsvurderingerne ud til boligejerne, og så har de taget stilling til, om oplysningerne er korrekte – eller om der mangler noget?

Så mener du, at ansvaret ligger hos boligejerne?

- Ansvaret ligger både hos vurderingsstyrelsen, men det ligger også hos boligejere, som skal være sikre på, at de data der ligger til grund for den vurdering, der kommer, er rigtige. Ligesom når vi får vores årsopgørelse, svarer skatteministeren.

Landbrug eller ejerbolig?

Johnny Berg Rasmussen erkender den store øvelse.

- Men det her berører mange mennesker dybt, og så skulle forberedelserne måske have været lidt bedre, inden man tager det skridt og skriver ud til borgerne, siger han, mens han tænker på alle dem, der de her dage får afslag på deres indsigelser.

Parret har selv været igennem mange overvejelser i ventetiden.

Landstedet fra 1897 har været brugt til landbrug gennem alle årene. (DR)

Skulle de bortforpagte? Leje jorden ud? Sælge køerne? Eller flytte?

- Det er det sidste, jeg kunne tænke mig. Jeg har hele tiden sagt, at jeg skal bæres herfra.

I en tre siders indsigelse argumenterede Johnny Berg Rasmussen for at bevare sin status som landbrugsejer.

Landstedet er på 4,5 hektar. 8 tønder land.

De har boet her i 27 år - siden 1997.

De har otte kødkvæg, som parret avler, slagter og sælger af.

De driver jorden og høster græs, som de sælger eller pakker til foder.

Salget foregår gennem landstedets Facebook-side.

Og så er der i øvrigt landbrugspligt på jorden, og de får EU-landbrugsstøtte.

Det er ikke det, de lever af, men det giver stadig omsætning.

Og de oplysninger førte til medhold.

Usikkerheden fortsætter

Men om to år skal der laves ejendomsvurderinger igen. Og det bekymrer Johnny Berg Rasmussen.

- Jeg bliver 60 år lige om lidt, og jeg skal ikke masse rundt med køer for altid. Det er tungt arbejde, og på et tidspunkt skal jeg neddrosle. Er det så der, vi bliver til ejerbolig i stedet for landbrug? Skal vi så betale de høje ejendomsskatter, når jeg ikke længere kan klare at drive landbrug, som jeg har kunnet hidtil? De tanker kan jeg godt få ondt i maven over.

Derfor har parret også en plan om at søge aktindsigt i, hvad der har ligget til grund for vurderingsstyrelsens første afgørelse.

- Nu skal tingene lige falde lidt til ro. Men vi skal jo forberede os til, når vi bliver omkategoriseret næste gang. Eller hvis vi gør. De kommer ikke til at hvile i fred, bare fordi de har givet os medhold den her gang.

Vurderingsstyrelsen er stadig i gang med at gennemgå de mange indsigelser. Og når hver femte indtil videre har fået medhold, betyder det også, at langt flere - fire ud af dem - har fået afslag.

De der får afslag, eller de der ikke har fået indsendt en indsigelse, har stadig en mulighed for at indsende en klage over omkategoriseringen.