Efterårsferien viser bekymrende tendens - stigning i antal smittede trods færre test

Myndighederne har netop afholdt pressemøde om status på coronasmitten.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm opfordrer syge selv at vurdere, om de har brug for kontakt til læge ved symptomer på corona (arkivfoto). (Foto: © Emil Helms, Scanpix)

Der er registreret 630 nye tilfælde af coronasmitte i Danmark det seneste døgn, og det er markant.

Det siger Kåre Mølbak, der er faglig direktør ved Statens Serum Institut, på et pressemøde omkring den aktuelle smittesituation.

- 630 er jo et højt tal, så vi er tilbage på det niveau, vi så i den sidste halvdel af september, og det er naturligvis bekymrende.

Og der er altså ikke tale om en enlig svale.

Den foregående uge, hvor mange har holdt efterårsferie, har vist en klar tendens, siger Kåre Mølbak.

Her var 3.189 bekræftede tilfælde med coronasmitte.

- Og det er en stigning på 19 procent i forhold til uge 41. 19 procent lyder måske ikke af meget, men det skal ses i relation til, at der blev testet meget mindre i efterårsferien, end der normalt gør.

Der blev taget 234.000 prøver i uge 42 - det tal har været helt oppe på 350.000 prøver.

- Og det giver grund til at være bekymret. Det understreger, at vi er på vej ind i en periode, hvor der er højere sygdomsforekomst, siger Kåre Mølbak

Men han understreger, at epidemien er under kontrol og ikke på samme niveau som i foråret.

Behøver ikke ringe til lægen

På dagens pressemøde kom der ikke nye restriktioner, men testmulighederne bliver nu lidt nemmere for folk, der har symptomer på sygdom.

De har indtil nu skullet ringe til lægen, før de kunne få en henvisning til en coronatest. Det er nu lavet om.

- Fra i dag kan borgere med milde symptomer på covid-19 eller andet smitsomt selv bestille tid og blive testet. Man skal ikke nødvendigvis få en henvisning fra lægen, fortæller Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.

Hvis man føler sig syg, skal man selv mærke efter, om man har brug for at tale med en læge.

- Man skal gøre, som man plejer at gøre i en efterårs- og vintersæson, når man er snottet, forkølet, hoster og har feber. Så mærker man efter og vurderer, om man har brug for at snakke med en læge eller ej, siger Søren Brostrøm.

- Og hvis det er tilfældet, skal man selvfølgelig stadig ringe til lægen.

Har man ikke brug for det, skal man dog fortsat isolere sig og lade sig teste for corona.

På med mundbindet

Et sted strammer Søren Brostrøm dog retningslinjerne, og det er på mundbind.

- Vi skærper vores retningslinjer i forhold til, hvornår man skal tage mundbind på, når man skal hen og testes, siger Søren Brostrøm.

- Er man syg, skal man blive hjemme og isolere sig. Men man må gerne bryde den isolation, hvis man skal hen og testes. Mundbindet på skal fra det øjeblik, man går ud af døren. Og man skal undgå offentlig transport.

For andre som måske skal testes, fordi de har været i nær kontakt med en smittet eller har brug for en såkaldt 'tryghedstest', gælder de nye retningslinjer om mundbind også.

Nu skal man også have mundbind på, når man kommer til teststedet og står i kø, og man skal beholde det på, til man har forladt testcenteret.

Opdateres...