Der er ikke noget overraskende i, at Center for Cybersikkerhed, der er en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, er gået ind i sagen om det omfattende nedbrud på Yousees netværk nytårsaften.
Det fortæller chefen for centeret, Thomas Lund-Sørensen, til DR Nyheder.
- Alle teleselskaber, der oplever nedbrud af en vis størrelse, skal melde det til Center for Cybersikkerhed, og det er det, som TDC har gjort i det her tilfælde, siger han.
- Det er klart, at dette nedbrud var meget stort, og at TDC selvfølgelig melder det ind, siger han videre.
1,2 millioner danskere blev ramt
Nedbruddet skete kort før dronning Margrethes nytårstale, og omkring 1,2 millioner danskere blev ramt.
TDC har dog endnu ikke meldt ud præcis, hvorfor Yousees netværk gik ned, og dette skal klargøres, før Center for Cybersikkerhed i samarbejde med TDC beslutter, om de vil gå videre med sagen.
- Nu afventer vi TDC's analyse, da de selv kender deres netværk allerbedst, og derfor er det dem, som skal undersøge, hvad der skete. Hvis TDC så får behov for at få bistand for os, så er vi klar til det, siger Thomas Lund-Sørensen.
Center for Cybersikkerhed ved endnu ikke, om Yousees netværk har været udsat for hacking, eller om der er en helt anden årsag bag.
- Det faktum, at vi er involveret, betyder ikke nødvendigvis, at det har noget at gøre med hacking, det kan også være en server, der er oversvømmet eller et kabel, der er gravet over, siger Thomas Lund-Sørensen.