Eftersøgt for politiskyderi såret af skud under anholdelse

Politiet har anholdt den formodede gerningsmand bag skyderiet på Christiania. Det oplyser politiet til DR.

Manden blev anholdt i Kastrup efter en kortvarrig skududveksling. Politiet efterforsker nu på stedet. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall/DR Nyheder)

Politiet har nu anholdt den person, der formodes at stå bag skudangrebet, der i aftes sårede to betjente og en civil på Christiania.

Det oplyser politiet til DR.

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at Politiet Aktionsstyrke omringede en adresse i Kastrup, hvorfra manden forsøgte at flygte.

- Manden var bevæbnet, og det kom til en kort skudafgivelse, hvorunder mistænkte blev ramt, lyder det.

Anholdelsen kommer efter en intens menneskejagt med ransagninger, ekstra indkaldte styrker og hundestyrker.

Under skyderiet på Christiania blev den ene betjent skudt i hovedet, og hans tilstand er fortsat alvorlig. Den anden betjent og den civile blev begge skudt i benet.

Politiet lavede rutinearbejde på stedet, der blandt andet bestod af en anholdelse, da den formodede gerningsmand trak sit våben og skød sig fri.

I pressemeddelelsen oplyser politiet, at Den Uafhængige Politimyndighed (DUP) overtager efterforskningen af politiets skudafgivelse.

Den anholdte er kendt af politiet som en del af den organiserede hashhandel på Christiania.

Ifølge Ritzau er der grundlovsforhør i Dommervagten i København klokken 14.00, hvor manden bliver begæret varetægtsfængslet.

Politidirektør ved Københavns Politi, Thorkild Fogde, sagde ved et pressemøde torsdag morgen, at angrebet på betjentene gik over grænsen.

- Vi er opmærksomme på, at der er gode kræfter og fredelige kræfter på Christiania, men nu synes vi, at de kriminelle for alvor har overskredet grænsen, og derfor må det være tid til at lægge afstand til den organiserede kriminalitet i Pusher Street og få dem presset ud:

Facebook
Twitter