Eftervirkninger af stormen Urd forstyrrer togtrafik

En nedfalden køreledning på Sjælland betyder færre tog frem til middagstid i morgen.

Stormen Urd giver også i dag forsinkelser og aflysninger i togdriften. En af årsagerne er en nedfalden køreledning (arkivfoto). (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix)

Stormen Urd har skabt forstyrrelser for togtrafikken i både Jylland og på Sjælland, Der vil være færre tog på Sjælland frem til middagstid i morgen, og turen i Jylland kan tage op til 30 minutter længere, oplyser DSB.

På Sjælland er der ingen kørestrøm mellem Ringsted og Roskilde, fordi et træ er væltet ned over køreledningerne. Forventningen var, at problemet ville være klaret først på eftermiddagen, men nu er meldingen, at tog aflyses frem til i morgen tidlig.

Der vil køre tog en gang i timen mellem Nykøbing F og København H, og regionaltog, der stopper i Borup, Viby Sj., Trekroner og Hedehusene bliver aflyst. Alle andre tog stopper så ekstraordinært på de stationer.

Problemerne på strækningen betyder forsinkelser på mellem 20 og 40 minutter. DSB opfordrer rejsende til at tjekke rejseplanen.dk.

I Jylland lyder meldingen fra DSB, at der mange steder er længere rejsetid på op til 30 minutter.

Ifølge DSB-informationschef, Tony Bispeskov, gælder rejsetidsgarantien, selv om forsinkelserne skyldes en storm.

Flere broer har været ramt af restriktioner, men de er nu alle ophævet. Dog advares der stadig mod kraftig vind på Storebæltsforbindelsen.

Scandlines-færgen mellem Gedser og Rostock har været aflyst, men sejladsen blev genoptaget fra kl. 13, og der sejles en ekstra tur i begge retninger i aften kl. 23.

De øvrige færgeruter sejler stort set normalt, og også flytrafikken afvikles planmæssigt.

/DR Nyheder/