Eks-kriminel: Drop straf til 14-årige

Det hjælper ikke at sænke den kriminelle lavalder og straffe 14-årige, sådan som regeringen og DF vil gøre. Det siger Janni, som selv var kriminel, da hun var barn.

Det er en dum idé at straffe 14-årige efter straffeloven, mener en tidligere kriminel. (Modelfoto) (© DR)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil i sin åbningstale i Folketinget i morgen præsentere regeringens planer om at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år.

Men det er en rigtig dum idé. Det mener 19-årige Janni fra København, som startede sin kriminelle løbebane med at stjæle i butikker og centre, da hun var 14.

Skoleproblemer og flytning

- Så begyndte jeg at slås og drikke og ryge hash. Jeg tror, det meget var fordi, jeg ikke kunne koncentrere mig i skolen. Jeg fik ikke noget ud af min undervisning, og mine forældre ville flytte, fortæller Janni.

Den unge teenager røg derefter ind og ud af børnehjem og blev del af et hårdt miljø.

Og en kriminel lavalder på 14 år i stedet for 15 ville slet ikke have forhindret Janni i at begå kriminalitet.

- Der var problemer i skolen, der var problemer på hjemmefronten. Og så gør man de ting, og så er det lige meget om man kan få en dom eller ej, siger kvinden, som ikke ønsker at stå frem med efternavn.

- Man tænker ikke på reglerne, man tror ikke, det sker for én. Jeg havde aldrig nogen sinde troet, at jeg ville komme i fængsel, eller at der ville ske noget med mig, selv jeg har lavet flere voldsting.

Fik hjælp af pigegruppe

Som 16-årig fik Janni en dom: Seks måneder for grov vold mod en anden pige.

Men i dag er hun ude af kriminalitet og går i skole. Hun blev hjulpet af Pigegruppen - en projekt for vilde og udsatte piger i Københavns Kommune.

Her mødte hun piger i samme situation og voksne, der hjælper med råd og vejledning

- De siger ikke: Nej det var dumt gjort. men de spørger, hvorfor jeg gjorde, og hvordan jeg havde det, fortæller hun.

Giv unge en klub

Og sådan noget hjælper meget mere end at straffe børn på 14, mener Janni.

- I stedet for at unge går på gaden, skal de have en klub eller et eller andet opholdssted, hvor de kan være.

Hvis Janni allerede havde fået en dom som 14-årig, ville det kunne have ændret hendes liv til det negative, mener den unge kvinde.

- Mit liv havde været helt anderledes. Så tror jeg, jeg havde blevet ved med at være på den kriminelle løbebane, siger hun.

FacebookTwitter