Eksamensangst: Da den sorte klap gik ned

Sehriban Kayaalp var så bange for at gå til eksamen, at hun hyperventilerede og ikke kunne tænke klart

Fra 12 til 02 på én eksamen. Sheriban Kayaalp tog Betablokkere mod eksamensangst.

40 procent af alle unge overvejer at dope sig inden eksamen. De er så bange for at dumpe eller for at få en dårlig karakter, at de tager beroligende medicin, inden de sætter sig til det grønne bord.

Det viser en undersøgelse, som Studieportalen har lavet. Og en af dem, som kender alt til eksamensangst, er 20-årige Sehriban Kayaalp.

- Jeg har haft eksamensangst siden 9. klasse. Jeg har altid været selvsikker og ikke bange for at sige noget i timerne, men når det kom til eksamen fik jeg en følelse af, at jeg var nødt til at præstere og bevise, at jeg var klog, siger hun til P3 Nyheder.

Den sorte klap

Sehriban havde da også fået 12 i årskarakter i fysik i 9. klasse. Men da hun skulle forsvare topkarakteren til en mundtlig eksamen, gik det galt. En sort klap gik ned og hun forlod eksamenslokalet med karakteren 02.

- Det var rigtig ubehageligt. Men jeg tog også angsten med videre i gymnasiet, fortæller hun.

- Det var en historie, jeg fortalte mig selv: Jeg er ikke god til at gå til eksamen. Det blev en selvopfyldende profeti.

Den fordærdelige tysk-eksamen

Tysk-eksamen i 2.g var den værste.

- Jeg kunne ikke svare på noget. Jeg kunne ikke huske sproget, og halvdelen af eksamen kom til at foregå på dansk. Jeg tiggede og bad min lærer om ikke at dumpe mig, husker hun.

- Jeg hyperventilerede. Jeg kunne sige en masse, som jeg tænkte, hurtigt uden at reflektere.

Studievejleder anbefalede medicin

Sehriban var nu så frustreret, at hun gik til sin studievejleder for at bede om hjælp til sin skræk.

- Jeg sagde til hende, at jeg var ret god i timerne, men når det kom til eksaminerne, så kunne jeg ikke vise det, jeg egentlig jeg kunne. Hun foreslog, at jeg tog til min egen læge for at få en recept på betablokkere, fortæller hun.

Men ved eksamensbordet hjalp pillen ikke meget alligevel.

- Jeg trak vejret roligere, men jeg kom ikke i tanke om alle de ting, jeg havde lært i løbet af året, husker hun.

Coach og 12-taller

Men tingene ændrede sig. Sehriban kom på et kursus ved navn Young Role Model Academy, som er en coach-uddannelse for unge. I dag fungerer hun som coach i Mindjuice, der er et institut for for personlig udvikling for unge.

- Jeg blev trænet i at finde ud af, hvad det egentlig var, der forhindrede mig i at præstere til eksamen. Og jeg fandt ud af, at det jeg var bange for, var at skulle fortælle andre, at jeg havde fået en dårlig karakter. Nu kan jeg bruge den frygt konstruktivt i forhold til eksamen, siger Sehriban til P3 Nyheder.

Hun afsluttede forresten 3.g med tre 12-taller på stribe.

Facebook
Twitter