- Jeg fik helt ekstrem hjertebanken og svedige håndflader. Flakkende øjne. Mangel på fokus. Betablokkerne har fjernet alle de her fysiske symptomer.
Sådan forklarer Silje-Marie Ørntoft om dengang, hun var hårdt plaget af eksamensangst. Hun er 23 år og tager betablokkere, hver gang hun skal til eksamen eller en vigtig fremlæggelse på HF, hvor hun til daglig studerer.
- Der ingen grund til, at jeg skal gå rundt og være nervøs, når der findes en pille, der kan afhjælpe det. Jeg tager pillen, inden jeg kører hjemmefra, så den når at virke, når jeg møder op på min skole, siger Silje-Marie Ørntoft.
Lige nu er det eksamenstid. Og det er ganske normalt at blive nervøs forud for en eksamen. Men hvis det er ekstra slemt, kan det hæmme præstationen. I sådan et tilfælde kan man som Silje-Marie Ørntoft opsøge sin læge, som kan udskrive medicin, der dulmer nerverne. Også selv om man ellers er sund og rask.
Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at salget af betablokkere steg i eksamensperioden i både 2017, 2018 og 2019.
Kigger man specifikt på 2019 blev der i eksamensmånederne maj og juni solgt betablokkere til cirka 330 flere personer, end der i gennemsnit blev solgt per måned resten af året. I 2020 – hvor mange mundtlige eksaminer var aflyst – var der ikke samme udsving i salget.
Tallet kan dog være "betydeligt" højrere, lyder det fra Bolette Friderichsen, der er næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin. Mange læger udleverer nemlig enkelte betablokkere direkte fra skrivebordet for at undgå at udskrive en hel pakke, så den studerende pludselig har adskillelige piller i overskud.
- Vi ved ikke, hvor mange der reelt bruger det, siger Bolette Friderichsen.
Egentlig er pillerne udviklet til behandling af forhøjet blodtryk, men bruges også mod migræne og eksamensangst. Vi kan ikke se på styrelsens tal, hvem der har fået betablokkere for hvad.
- Men nogle unge tager uden tvivl pillerne mod præstationsangst, fortæller Lars Bjerrum, der er praktiserende læge, har speciale i lægemidler og er professor ved Københavns Universitet. Han vurderer dog, at de fleste under 25 år tager betablokkere mod migræne.
Betablokkere er krisetegn
Fordi betablokkere altså tages op til eksaminer, putter man medicingruppen i kategorien ‘study drugs’. Det er helt lovligt at bruge pillerne, så længe man har en recept.
DR Nyheder har talt med flere eksperter, som forklarer brugen af betablokkere med, at de studerende føler sig pressede.
- Vi må se det som et krisetegn på et samfund, hvor vi hele tiden vil optimere, siger Bo Møhl, der er professor i psykologi ved Aalborg Universitet.
For Silje-Marie Ørntoft er det blevet en vane altid at dulme nerverne med betablokkere. Vi møder hende til en snak om, hvad hun egentlig tænker om at medicinere sig ud af eksamensangst, og om hun for eksempel har spist en pille forud for det her interview.
- Jeg tænker, at der må hver person have sin holdning. Min kæreste er faktisk imod det. Han synes ikke, jeg skal tage piller mod eksamensangst, for han synes, at eksamen er til for at teste dig på, hvordan du reagerer under pres, siger Silje-Marie Ørntoft.
- Men jeg synes, at det er okay, fordi jeg ved, at mit faglige niveau ligger meget højere, end hvad jeg er i stand til at præstere, når jeg ikke har taget pillerne her.
Vil du så sige, at det er præstationsfremmende?
- Både og. Det er stadigvæk mig selv og mit faglige niveau. Men det er jo ikke noget, der hjælper mig med at fokusere bedre. Mit hoved er det samme, og det er de fysiske angstssymptomer, der er sat på pause, så jeg rent faktisk kan fokusere.
Karakterræs
Er det et misbrug?
- Jeg kan sagtens sige nej til en betablokker. Det synes jeg ikke, det er. Der er forskel på misbrug og forbrug, og jeg kan sagtens sige nej til en betablokker.
Hvordan er du bange for at fejle?
- Det er jeg på grund af folks forventninger. 'Hvor er du bare megasej'. Folk bliver helt vilde, når man kommer ud fra en eksamen med karakteren 10 eller 12. Og så er der jo også et karakterræs for at komme ind på uddannelser, fordi du skal have en bestemt karakter for at kunne søge ind.
Hvorfor er de her piller afgørende for, at din drøm kan gå i opfyldelse?
- Det er de, fordi jeg ikke kan præstere de rigtige karakterer for at kunne komme ind på min drømmeuddannelse uden de her piller.
- Jeg har fået højere karakterer, efter jeg er begyndt at tage de her piller, fordi jeg kan koncentrere mig bedre. Og fordi at jeg kan slappe af i min krop og fokusere på opgaven i stedet for at fokusere på alle de ting, der kan gå galt ved opgaven.
Kamillete og hypnose
Hvad har du ellers prøvet for at kurere eksamensangst?
- Jeg har prøvet alt. Kamillete, at meditere, hypnose. Det eneste, jeg ikke har prøvet, er akupunktur, fordi jeg er bange for nåle. Men der er ikke rigtigt noget, der virkelig har virket.
Hvordan finder du grænsen mellem at tage dem til en eksamen, og for eksempel ikke tage dem, når du skal interviewes i dag?
- Jeg gik ind til brugen af de her piller med tanken om, at det er noget, der hører eksamen til. Jeg har for eksempel ikke brugt dem i dag, hvor jeg skal interviewes. Det er ikke en eksamen, så det gør jeg bare ikke.