Eksjægere: Læk kan umuligt stamme fra Jægerkorpset

To tidligere jægersoldater undrer sig over, hvorfor forsvarsministerens spindoktor har beskyldt Jægerkorpset for at stå bag omstridt læk.

Poul Dahl ærgrer sig over, at det politiske spin går ud over Jægerkorpset. (Foto: © Mette Skov-Jensen)

Den lækkede oplysning om, at danske jægersoldater skulle indsættes i Basra i Irak, kan umuligt komme fra Jægerkorpset selv. Det siger to tidligere jægersoldater.

Torsdag aften kunne TV Avisen afspille et knap fire måneder gammelt interview med forsvarsminister Søren Gades pressechef, Jacob Winther.

På båndet fortæller han, at det var Jægerkorpset selv, der lækkede oplysningerne om den hemmelige mission.

- TV2 ringer til mig og siger, at de har den oppe fra Jægerkorpset, siger Jacob Winther på båndet.

Jægere: Underlig beskyldning

Men de beskyldninger er "helt ude i hampen", mener tidligere chef for korpset Poul Dahl.

- Hvis han direkte har sagt, at det er Jægerkorpset, der står bag oplysningerne, så vil jeg håbe for ham, at han har nogle meget, meget stærke beviser, siger han.

- Jeg tror simpelthen ikke på det. Der er ikke en eneste jæger, der aktivt vil gå ud og sige til pressen, at de drager til Basra, siger Poul Dahl.

Tidligere jægersoldat Erik B. Jørgensen er enig.

- For mig lyder det meget underligt, at Jægerkorpset selv skulle stå bag en lækage, der omhandler deres egen sikkerhed, siger han.

Soldater fortjener ikke spin

Kort efter, at DR havde afspillet interviewet, beklagede Jacob Winther beskyldningerne og sagde, at der ikke var belæg for at påstå, at en person i Jægerkorpset havde videregivet oplysningerne.

Men det er meget beklageligt, at Jacob Winther overhovedet har omtalt Jægerkorpset på den måde, mener Poul Dahl.

- Det må han jo have nogle stærke motiver til, og det kunne jo være at flytte fokus fra sig selv. Det er trist, at det politiske spin i sidste instans skal gå ud over vores soldater. Det fortjener de ikke, siger han.

Kan skyldes uforsigtighed

Poul Dahl understreger dog, at TV2 kan have opsnappet historien fra Jægerkorpset på andre måder.

- I forbindelse med de der beredskabsforanstaltninger, som Jægerkorpset hele tiden foretager, er der jo mange, der er involveret. Og der kan opstå snak og rygtedannelser, som godt kan udvikle sig til en historie. Sådan tror jeg sagtens, det kan være foregået, siger Poul Dahl.

Erik B. Jørgensen mener også, at lækken kan vise sig at have været uforsigtighed fra hvilken som helst part i sagen.

- Bare de finder ud af, hvor lækken kommer fra, og sørger for, at det ikke sker igen, siger Erik B. Jørgensen.

Der er sat en politiundersøgelse i gang for at finde personen bag lækken, og derfor ønsker Hærens Operative Kommando ikke at kommentere beskyldningerne på båndet.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53293ce06187a21d78e65adb