Ekspert advarer: Nye 'sextortion-mails' er målrettet danskere

Vi har dit kodeord og billeder af dig i intime situationer, lyder det truende i ny mail.

Op mod 100.000 danskere har allerede stødt på en ny afpresningsmail. (Foto: Aslak Elias Kelkka (illustration) © dr)

Tusindvis af danske mailkonti er i disse dage målet for et udspekuleret afpresningsforsøg.

- Det nye i forhold til tidligere kampagner er, at den nu er skrevet på dansk. De går målrettet efter e-mail-adresser, der slutter med.dk, forklarer Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert i virksomheden CSIS Security Group.

Mailen findes i to variationer, der enten hævder at have hacket modtagerens e-mail eller konto, og afsenderen kræver tusindvis af kroner for ikke at dele modtagerens intime indhold.

Påstanden (der er skrevet på et noget gebrokkent dansk) underbygges med et password, som man oftest vil kunne genkende som sit eget, fortæller Peter Kruse:

- De password stammer fra nogle af de store datalækager, hvor millioner af email-adresser er blevet lækket tidligere, f.eks. fra LinkedIn og Adobe.

I en hidtil uset skala

Mailen florerede også i sommer i sin engelsksprogede version.

Men Peter Kruse vurderer, at endnu flere danskere allerede er berørt denne gang:

- Det er et stort antal, nok den største mængde sextortion-mails, vi har set. Så det er op mod 100.000, det er der ikke tvivl om.

Hvis man modtager mailen, skal man ikke efterkomme kravene, men slette den eller kontakte politiet.

- Selv om Rigspolitiet har fået mange anmeldelser af svindelmailen, kan man altid anmelde det til politiet, hvis man oplever noget kriminelt, udtaler Flemming Kjærside, politikommissær fra Nationalt Cyber Crime Center i Rigspolitiet.

Facebook
Twitter