Ekspert: Dyre it-indkøb gør ikke elever dygtigere

Danske skoleelever klarer sig under gennemsnittet for alle OECD-lande trods milliardinvestering i it i folkeskolen

80,8 procent af danske elever bruger internettet til at løse skoleopgaver hver uge (Foto: Steffen Ortmann/Scanpix 2014) (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix)

De danske skoleelever er - sammen med de australske - dem ud af alle skoleelever i OECD-landene, der bruger internettet mest i undervisningen.

Hele 80,8 procent har nemlig svaret, at de bruger internettet til skolerelaterede opgaver på skolen mindst én gang om ugen, viser en ny PISA undersøgelse.

Og det er næsten dobbelt så mange som gennemsnittet for alle OECD-lande, hvor 41,9 procent af alle elever hver uge taster www og så enter, når de skal lave lektier.

Men på trods af de på overfladen flotte tal, er de danske elevers formåen i læsning på nettet og computerbaseret matematik, som OECD og PISA har målt på, under gennemsnittet for OECD-landene.

Milliardinvestering har tvivlsom virkning

Fra 2012 til 2017 har kommuner og stat ifølge Kommunernes Landsforening investeret eller planlagt investeringer i omegnen af to milliarder kroner på it i folkeskolen, skrev Politiken i februar 2015.

Men selvom iPads og hurtigt fibernet finder vej til stadigt flere klasselokaler, er det altså tvivlsomt, om den moderne teknologi i sig selv giver en bedre indlæring.

- Rigtig mange undersøgelser viser det samme; der er ingen positiv sammenhæng mellem det at bruge computere og resultaterne i forskellige kompetencemålinger. Og der er sådan set et godt resultat. For det siger jo, at man ikke løser nogen problemer ved at investere massivt i it, siger Jeppe Bundsgaard, som er lektor og Ph.d ved Uddannelse for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet.

- Man har haft en naiv forestilling om, at it løser problemet for os. Men det er ikke en teknisk udfordring at få teknik i klasselokalet; den virkelige udfordring er at få ændret didaktikken bag undervisningen.'

Hør i videoen her, hvad Jeppe Bundsgaard helt konkret mener, der skal til for at løse problemet:

Skolelederforening: Vi har haft travlt med andre ting

Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, er enig med Jeppe Bundsgaard og PISA-resultaterne; den danske folkeskole har stadig ikke fundet den gyldne opskrift på brug af it i folkeskolen.

Og også ifølge Claus Hjortdal skyldes de udeblivende resultater af den massive offentlige investering på området først og fremmest, at skoler og lærere ikke har haft tid til at sætte sig ned og arbejde på didaktikken bag undervisningen.

- Det, der er vores udfordring, er, at der er rigtig mange kompetencer, som skal løftes i øjeblikket i forbindelse med de store reformer. Hvis det var det eneste projekt, vi havde haft i søen, ville vi nok være nået i mål. Men jeg tror, vi har tid til det nu, nu hvor vi har mere ro på efter et år med den nye reform, siger han.

Facebook
Twitter