Ekspert efter læk af udkast til minkrapport: Det er alvorligt

Der er formentlig ikke en rigsretssag på vej, men embedsmændene står til problemer, vurderer ekspert ud fra det, han har set.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ankom til afhøringer i Minkkommissionen i retten på Frederiksberg torsdag den 9. december 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

- Det er alvorligt, siger Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet.

Hans ord falder, efter Weekendavisen i går kunne fortælle, at de har set dele af udkastet til den rapport, som har været i høring, og som Minkkommissionen offentliggør torsdag i næste uge.

Her fremgår det, at Statsministeriet handlede 'meget kritisabelt' og Fødevareministeriet 'særdeles kritisabelt', da regeringen tilbage i november 2020 besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Flere kilder har desuden bekræftet over for DR Nyheder, at det er Minkkommissionens hovedkonklusioner og retvisende i forhold til det hovedafsnit, der i midten af maj blev sendt ud til sagens hovedpersoner samtidig med, at de modtog kommissionens afsnit om dem selv til høring.

På trods af den alvorlige kritik forventer Sten Bønsing dog ikke, at der er en rigsretssag på vej.

- Der er ikke på nuværende tidspunkt noget, der særligt indikerer, at det skulle ende i en rigsretssag. Altså at Mette Frederiksen har et problem.

Embedsmænd står til problemer

De elementer af beretningen, der er kommet ud nu, tyder på, at Statsministeriet og navnlig Fødevareministeriet har begået nogle voldsomme fejl, vurderer Sten Bønsing.

Fejlene består blandt andet i, at der har været iværksat nogle beslutninger, der er ulovlige, og tilrettelagt en forhastet proces, forklarer Sten Bønsing.

- Det er der en voldsom kritik af, og vi må formentlig forvente, at der er nogle embedsmænd, som kommer til at få et problem.

I stedet for en rigsretssag vurderer han, at der sandsynligvis vil blive rejst sager mod nogle embedsmænd, mens nogle ministerier og ministre står til at få tildelt næser fra Folketinget.

- Ud fra det, der indtil videre er kommet frem, er der ikke noget, der tyder på, at man har sagt til Mette Frederiksen, at det her var ulovligt.

Flere kilder oplyser til DR, at kommissionen i det foreløbige udkast når frem til, at ministrene ikke med overlæg tog beslutningen velvidende, at der manglede lovhjemmel til aflivning.

Fødevareministeriet får den hårdeste kritik

Kommissionen slår i høringsudkastet fast, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet, da Mette Frederiksen den 4. november holdt et virtuelt pressemøde.

Ifølge udkastet til rapporten, som Weekendavisen beskriver, står der, at Statsministeriet indtog en styrende rolle i forløbet. Og i konklusionen bliver der direkte talt om, at minkavlerne blev udsat for vildledning, da statsministeren tonede frem på skærmen og sagde, at deres mink skulle aflives.

Af udkastet fremgår det, at kommissionen skruer endnu mere op for kritikken, når det kommer til Fødevareministeriet.

Statsministeriet har ikke ønsket at kommentere det lækkede udkast.

I en mail skriver Fødevareministeriet: ”Minkkommissionen offentliggør sin rapport den 30. juni. Af respekt for kommissionens arbejde har ministeriet derfor ingen kommentar til spørgsmål vedrørende indholdet i en ikke-offentliggjort rapport”.