Ekspert efter smitteudbrud blandt børn i Kolding: Skoleåbning har nok været for optimistisk

I Kolding Kommune er de 0- til 9-årige den dominerende gruppe af smittede.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

552 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Det er en stigning i forhold til de seneste dage, hvor tallene har lydt 468, 414 og 384.

Samtidig er otte personer døde med coronavirus.

Dagens smittetal er baseret på 139.412 prøver. Det svarer til, at 0,39 procent af de testede har været smittet med covid-19.

Der er nu 264 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er fem færre end i går. Af de indlagte er 51 på intensiv afdeling og 38 er i respirator.

Det fremgår af seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.

Dagens smittetal viser også, at den smitte, der tidligere har tvunget Kolding Kommune til at lukke for to skoler og otte daginstitutioner, fortsætter med at stige i kommunen. Faktisk i en sådan grad, at regeringen fredag besluttede at lukke skoler og institutioner i Kolding by på baggrund af tallene.

Den seneste uge er 234 borgere i kommunen blevet testet positive for coronavirus, og Kolding har med lynets hast sat sig på førstepladsen over de kommuner med højest smitte per indbygger. Tidligere var kommunen kun overgået af Ishøj, der sidste fredag blev nødt til at tilbagerulle deres åbning af skoler.

De yngste driver smitten

72 af de 234 smittede i Kolding har været børn mellem 0-9 år.

- Vi har i den grad oplevet, hvordan smitten kan gå fra 0 til 100 på et splitsekund. B117 har vist sin frygtede side de sidste dage, lød det fra Koldings Borgmester Jørn Petersen (V).

Og lige præcis den meget smitsomme virusvariant B117 ser også ud til at have en stor andel af dagens smittetal, hvis man spørger lektor og forsker i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen.

- Mit bedste bud er, at B117 tegner sig for halvtreds procent af dagens smittede. I Kolding er tallet selvfølgeligt markant højere.

Det seneste kontakttal for B117 er i følge Statens Serum Institut 1,25, hvilket betyder, at smitten spreder sig. 10 smittede mennesker smitter således 12-13 andre.

Med eksplosionen af smittede i Kolding, tøver Viggo Andreasen ikke med at sige, at Danmarks nye corona-fjende nummer et for første gang rigtigt viser tænder.

- Det her er det første rigtige udbrud i Danmark med B117.

Vi har været for optimistiske

Viggo Andreasen er en del af den faglige referencegruppe, der rådgiver regeringen. Den voldsomme opblusning af smitte blandt Koldings yngste får ham nu til at genoverveje sit råd til regeringen om at åbne for de yngste.

- Jeg synes, at det her er første indikation på, at skoleåbningen for de yngste var for meget. Jeg vil gerne se et udbrud mere, inden jeg vil foreslå, at vi lukker alle skoler igen, men der er noget, der tyder på, at vi var for optimistiske, siger Viggo Andreasen.

Og mens han kalder Kolding-situationen for det første rigtige udbrud med B117, så regner han desværre ikke med, at det bliver det sidste.

- Det kan også ske andre steder i Danmark, og det kan sagtens være drevet af de mindre børn.

Opdateret klokken 15.22 med regeringens beslutning om at lukke skoler og daginstitutioner i Kolding By.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter