Ekspert: Forbehold mod hormoner til kvinder bør droppes

Hver tredje kvinde har så store gener i overgangsalderen, at de ifølge ekspert bør overveje hormonbehandling.

- Østrogen var i "bad standing" i en årrække på grund af en minimal risiko for kræft og blodpropper, siger overlæge Annette Tønnes Pedersen. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Opdagelsen af, at kvinders lunger fysisk svækkes så meget under overgangsalderen, at det svarer til daglig rygning af 20 smøger, kommer ikke fuldstændig bag på overlæge Annette Tønnes Pedersen.

Hun er ansat på Rigshospitalets Gynækologiske Klinik og ekspert i kvinders klimakterium.

- Modne kvinder oplever på mange andre dele af deres krop de betydelige konsekvenser, når deres østrogenproduktion falder, siger hun.

- Det gælder blandt andet andre organer, bindevæv, muskler, skelet, led og blodkar, som undergår store forandringer, når den beskyttende effekt fra østrogenet forsvinder. Så det her underbygger mange ting, vi vidste i forvejen.

Som tommelfingerregel oplever hver tredje kvinde ingen gener af overgangsalderen, der typisk ligger i perioden fra 45 til 55 år, hvor kvindens menstruation ophører.

En anden tredjedel mærker nogle men ikke så slemme gener.

Den sidste tredjedel er imidlertid voldsomt generede af blandt andet søvnproblemer, hedeture, træthed og humørsvingninger.

- Den nye undersøgelse tilfører ny viden om kroppens reaktioner i klimakteriet. Det understreger endnu engang, at de, der er hårdest ramt i forhold til arbejds- og socialliv, bør overveje at tage et mindre tilskud af østrogen under overgangsalderen, siger Annette Tønnes Pedersen.

Hun understreger, at det er op til den enkelte kvinde selv at afveje sine minusser og plusser. Men at risikoen for langt de fleste er meget begrænset.

- Østrogen var i "bad standing" i en årrække på grund af en minimal risiko for kræft og blodpropper.

- Men for stort set alle andre end tidligere brystkræftpatienter så er risikoen ved at tage en mindre dosis østrogen markant mindre, end den er ved for eksempel at sove elendigt i årevis. Til gengæld er fordelene mange, siger hun.

Resultaterne om overgangsalderens overraskende kraftige svækkelse af kvinders lungeveje kommer fra et nyt og opsigtsvækkende europæisk studie, der blandt andet trækker på data fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.


SÅDAN FOREGÅR OVERGANGSALDEREN

  • Det starter med uregelmæssige menstruationer især som følge af faldende østrogenproduktion i kvindens æggestokke.
  • Det faldende østrogenniveau påvirker mange dele af kvindens krop og giver nogle men ikke alle kvinder hyppige symptomer.
  • De mest udbredte er hedeture og nattesved, søvnløshed, hjertebanken og tørre slimhinder.
  • Den mest effektive behandling er østrogen, som i mindre doser mildner overgangssymptomerne.
  • Kvinder, der har haft blodprop, brystkræft eller underlivskræft, bør tilses af en speciallæge, før de begynder på hormonbehandling.

    Kilder: sundhed.dk, netdoktor.dk

/ritzau/