Ekspert imponeret over lave smittetal: Giver håb om, at vi kan holde britisk variant nede

Ugentligt skal antallet af coronasmittede falde med cirka 40 procent, hvis B117-mutationen skal holdes i skak.

Forskere på Aalborg Universitet arbejder med at analysere alle positive danske coronaprøver for den engelske virusvariant cluster B117. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

879 personer er de seneste 28 timer konstateret smittet med coronavirus, viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.

For en uge siden lød det tilsvarende tal for 24 timer på 1.209 smittetilfælde.

Da antallet af test er nogenlunde enslydende, er der tale om et fald, der er værd at bemærke, siger matematisk epidemiolog ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen.

- Det er en rigtig god udvikling, slår han fast.

Udover at det vil medvirke til at tage presset af hospitalernes corona-afsnit, er det også et billede på, at vi som samfund har taget de rigtige midler i brug for at stoppe den særligt smitsomme britiske coronamutation med navnet B117.

- Vi er nede på et niveau af social kontakt, der gør, at vi kan have forhåbning om, at vi kan holde B117 fra at vokse i Danmark, lyder det positive budskab.

Helt præcist kræver det ifølge Viggo Andreasen, at antallet af nysmittede ugentligt reduceres med 40 procent, og det ser ud til at være lykkedes den seneste uge.

Tro på at den er under kontrol

Med 96.091 test og 879 smittetilfælde er positivprocenten de seneste 28 timer for første gang siden oktober under 1 procent.

Mere præcist er den 0,91 procent. Et tal, der den kommende tid gerne skulle blive ved med at falde, hvis smitten skal holdes nede.

- Lige nu ser det ud til, at vi har fået kontakttallet ned på 0,7 eller 0,75, og det er nogenlunde det niveau, vi kunne håbe. Og så skulle det gerne være sådan, at vi næste lørdag ser en væsentlig lavere positivprocent end i dag, siger Viggo Andreasen.

Dagens opgørelse viser, at i alt 256 positive coronatest har vist sig at være af den frygtede britiske mutation. Det tal lød den 13. januar på 208 i alt.

Selvom der er sket en stigning, så slår epidemiologen en positiv tone an, når han sammenholder med reduktionen i antallet af almindelige coronatilfælde.

- Vi har god grund til at tro, at vi har B117 under kontrol, så den ikke begynder at vokse i hyppighed og overtage sygdomsbilledet, siger Viggo Andreasen og advarer:

- Men vi skal huske på, at der sker på baggrund af noget, der ligner en total nedlukning i samfundet.

Det britiske skrækscenarie

Hvor galt det kan gå, illustrerede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tidligere i dag med en graf på Facebook.

De farvede streger viser antallet af ugentligt nysmittede i en række lande, heriblandt Storbritannien og Irland, som B117-mutationen i øjeblikket har fået godt fat i kraven på.

Fra Magnus Heunickes facebook-profil.

Særligt den blå irske linje er på en himmelflugt. Landet har oplevet tæt på en firedobling på 14 dage, siger Viggo Andreasen, der kalder udviklingen 'tæt på eksplosiv'.

- Det er et advarsel om, hvad der kunne ske, hvis vi slækker på paraderne, og det er sket samme tid som en kraftig nedlukning i landene (Irland og Storbritannien, red.). Så der skal meget til at holde B117 fra at vokse, så vi må håbe, at vores nedlukning er kraftig nok, siger han.

Umiddelbart er der i øjeblikket ikke noget, der tyder på, at vi er på vej mod samme situation, som de oplever på De Britiske Øer.

Men det er ikke grund nok til at smide to fingre i vejret og erklære 'V for victory' i kampen mod mutationen.

- Hvis jeg skal bevare pessimismen, så vil jeg sige, at det tal, vi har nu, viser, at vi har fået stabiliseret situationen. Og har vi ikke fået B117 helt under kontrol, så har vi i hvert fald fået købt os en uge til 14 dage til at se tiden an og vurdere, om vi er helt i mål med vores restriktioner, siger Viggo Andreasen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter