Ekspert: Islam-vielser er fuldstændig ugyldige

De vielser mellem unge danske piger og muslimske mænd, der får Søren Pind til at kræve udvisning af de imamer, der forestår vielsen, er slet ikke vielser.

- Mange af dem der forestår de her "vielser", er slet ikke imamer. Der er tale om en slap og upræcis brug af definitionen "imam", siger Jørgen Bæk Simonsen til DR Nyheder. (© stock.xchang)

Integrationsminister Søren Pind kræver udvisning af imamer, der vier helt unge muslimske piger. Men en islamforsker fastslår, at vielserne slet ikke er gyldige.

- De her såkaldte vielser er en social aftale eller kontrakt, som de unge indgår for at få omgangskredsens accept af deres forhold, siger Jørgen Bæk Simonsen til DR Nyheder.

Det markerer over for omverdenen, at de unge gerne vil hinanden, lidt som en forlovelse.

- Men det ændrer ikke på, at ægteskabet er ugyldigt, siger Jørgen Bæk Simonsen.

Selvudråbt "imam"

Der er flere grunde til, at der ikke er tale om en juridisk bindende vielse.

- Hvis pigen er under 18 år er hun ikke myndig og kan slet ikke indgå ægteskab uden familiens samtykke, siger Jørgen Bæk Simonsen.

Derudover mangler den lovformelige vielse ofte en person, der har bemyndigelse til at gennemføre vielsen.

- Mange af dem, der forestår de her "vielser", er slet ikke imamer. Der er tale om en slap og upræcis brug af definitionen "imam", siger Jørgen Bæk Simonsen og fortsætter.

Der er et antal imamer i forskellige muslimske trossamfund, som af kirkeministeriet har fået bemyndigelse til at arrangere ægteskaber. Imamerne er forpligtede til at lade de arrangerede ægteskaber registrere i folkeregistret og hos kommunen. Hvis det ikke bliver registreret, så er ægteskabet ikke juridisk gyldigt.

Forarget over vold

Et eksempel med en 14 årig pige, der er blevet "viet" har forarget blandt andre integrationsminister Søren Pind, som kalder det "afskyvækkende" og "chokerende".

Men der altså ikke tale om et ægteskab, slår islam-forskeren fast.

- Man kan blive forarget over at den 14 årige pige angiveligt skulle have været udsat for vold i sit forhold til den muslimske fyr, men det bør man under alle omstændigheder være forarget over. Men det har intet med "ægteskabet" at gøre.

- En pige, der udsættes for vold skal henvende sig til politiet som i et hvert andet tilfælde, siger Jørgen Bæk Simonsen.

Når Søren Pind vil udvise de såkaldte imamer, giver ifølge Jørgen Bæk Simonsen slet ingen mening, idet de slet ikke er imamer.

- Det er endnu et eksempel på, at hvad som helst der har med islam og muslimer at gøre brager igennem i overskrifterne. Derfor er der nogle politikere, der bruger det hver gang det er muligt, siger islam-forskeren.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter