Ekspert: Lave energi-udgifter kan lokke Facebook til Danmark

Danmark er attraktivt for Facebook grundet lave energiomkostninger, fortæller ekspert.

Danmark er et godt bud på Apples nye datacenter, da vi er langt fremme i etableringen af vedvarende energi, ligesom vores energipriser er konkurrencedygtige / AFP PHOTO / JONATHAN NACKSTRAND (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Først var det Apple, og nu er det Facebook.

Ifølge Fyens Stiftstidende vil Mark Zuckerberg og co. nemlig bygge et datacenter i Odense, der skal skaffe nye 1.000 til 1.200 arbejdspladser til byen.

Facebook fortæller til DR Nyheder, at man endnu ikke har besluttet, om man vil bygge et datacenter i Danmark.

Men hvis Facebook vælger Danmark, vil det være et godt valg. Det fortæller Brian Vad Mathiesen, der er professor ved Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet.

- Generelt er vi attraktive, fordi vi har nogle konkurrencedygtige priser på energiområdet, når man sammenligner med resten af Europa, siger han til DR Nyheder og peger på, at vi ligger under Tyskland og gennemsnittet for EU, når vi taler om elpriser for erhverv.

Det er dog ikke kun energipriserne, der er attraktive for Facebook, fortæller professoren:

- Vi har en god infrastruktur, og så har vi en grøn energiprofil, der betyder, at man kan etablere sig her og i stor stil være baseret på vedvarende energi, fordi vi er så langt i vores omstilling i elsektoren, siger Brian Vad Mathiesen.

Kan blive endnu billigere

Det kan rent faktisk blive endnu mere attraktivt for Facebook at etablere et datacenter i Danmark.

Facebook kan nemlig spare yderligere millioner på elregningen, hvis Folketinget beslutter at fjerne den omstridte PSO-afgift, der er med til at finansiere mere miljøvenlig energi. Det er regeringens mål at afskaffe den gradvist over de næste seks år.

Brian Vad Mathiesen mener dog ikke, at en afskaffelse af afgiften er den rigtige vej at gå. Indtægterne for PSO-afgiften er nemlig altafgørende, hvis Danmark skal blive endnu bedre på området omkring vedvarende energi.

- PSO'en bliver betragtet som en afgift i den offentlige debat, men i virkeligheden er det med til at støtte omstillingen til vedvarende energi, siger han.

Politikerne var på charmeoffensiv

Hvis Facebooks valg falder på Odense, vil det være anden gang, at et større multinationalt selskab beslutter at etablere et datacenter i Danmark på under to år.

I februar i fjor offentliggjorde it-giganten Apple, at de vil bygge et datacenter i Foulum, Viborg, der skal sikre mindst 300 jobs gennem hele perioden frem til 2026.

Efterfølgende kunne DR Nyheder afsløre, at Apple var ved at trække sig på projektet, og at Udenrigsministeriet derfor igangsatte en større diplomatisk offensiv.

"Der er signifikante besparelser for energiomkostninger for datacentre i Danmark, da skatter og afgifter for energi til proceserhverv er de lavest tilladte i EU," skrev Udenrigsministeriet blandt andet til Apple i april 2014.

Byggeriet blev påbegyndt i juli i år, og man forventer, at det kommer til at stå helt færdigbygget i 2025.

Facebook
Twitter