Ekspert om engangsmundbind: Bedre at genbruge end at med ingenting

Hvis de er intakte og ikke er våde, kan mundbind godt genbruges i løbet af en dag, mener overlæge i infektionsmedicin.

Alle ansatte skal bære mundbind eller visir på Nyborg Gymnasium, og eleverne opfordres til at gøre det samme. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)

Når borgere bruger medicinske engangsmundbind i for eksempel offentlig transport, kan de godt genbruges i løbet af dagen, hvis de ikke fejler noget.

Det mener Thomas Benfield, der er professor og overlæge i infektionsmedicin.

- Man kan sagtens genbruge mundbind. De er engangs, så man skal ikke bruge dem i flere dage. Men man kan bruge dem på samme dag. Så længe de er intakte, og så længe de ikke er våde, siger han.

Anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen er på nuværende tidspunkt, at man skal smide mundbind ud med det samme efter brug.

Bedre vejledning

Ifølge Thomas Benfield kunne instruktionerne fra Sundhedsstyrelsen godt bruge en opdatering, i forhold til hvordan man skal tolke brugen af engangsmundbind.

- Der kunne godt være en bedre vejledning, for hvad man gør i en situation, hvor man ikke har ubegrænset adgang til mundbind, og priserne er høje. Det er bedre, at folk genbruger dem, end at de ikke bruger dem overhovedet, siger han og uddyber:

- 'Engangs' betyder normalt, at man bruger og smider væk, og det er også et godt princip, som man som udgangspunkt skal følge, hvis man kan. Men lige nu er der en situation, hvor der er rift om mundbind, så lidt afslappethed omkring det her kan gøre det meget nemmere for mange at bruge dem længere og oftere.

Men er der ikke en risiko, hvis man genbruger dem?

- Jeg har ikke set data på, hvorfor de ikke kan bruges en hel dag, med undtagelse af hvis de bliver våde og eller går i stykker, siger han og fortsætter:

- Man skal huske på, at det går ud på at beskytte andre og ikke så meget sig selv. Derfor er ens personlige hygiejne af mindre betydning. Hygiejnen berører kun bæreren selv.

Sundhedsstyrelsen har ikke nogen kommentar til Thomas Benfields udtalelser, men henviser til informationsmaterialet om brug af mundbind, hvor det fremgår, at de skal smides ud efter brug.

Sundhedsstyrelsens fem coronaråd

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit

  • Host eller nys i dit ærme - ikke i dine hænder

  • Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt

  • Vær opmærksom på rengøring - både hjemme og på arbejdspladsen

  • Hold afstand og bed andre tage hensyn

Facebook
Twitter