Tonen blandt de danskere, der skriver hadefulde kommentarer om kvinder på nettet, er hård og truende.
Men i modsætning til flere andre lande, er der herhjemme ikke sket et angreb mod kvinder. Endnu.
Det siger specialkonsulent hos Center for Digital Pædagogik Christian Mogensen.
- Vi kan se, at der er antifeminister, der taler om, at "revolutionen burde komme" og "nogen burde gøre noget". Så vi har det retoriske tilløb. Vi mangler bare det ene angreb.
Måske få - måske mange kvindehadere
Christian Mogensen har i lang tid beskæftiget sig med de internetfora, hvor især mænd ytrer sig hadefuldt om kvinder, homoseksuelle, jøder, muslimer og mange andre persontyper. Derfor ser han rigtig god fornuft i, at ligestillingsminister Mogens Jensen (S) vil afsætte 700.000 kroner til at undersøge omfanget af de kvindehadske fora på nettet.
- Undersøgelsen bør afdække mindst to forhold: Hvor mange danskere er aktive i de her destruktive fora, og er det shitposts (ytringer man måske ikke nødvendigvis mener, red.), eller er det for alvor? siger Christian Mogensen.
Han fortæller, at der i mange fora foregår en kamp med at overgå hinanden i ekstreme og hadske ytringer, uden at man nødvendigvis har tænkt sig at udleve de ting, man skriver om. Simpelthen fordi man gerne vil være en del af gruppen og fællesskabet.
- Så noget af det, undersøgelsen bør kigge på, er, i hvor høj grad disse shitposts er med til at øge spændings- og aggressionsniveauet i grupperne, men også hvor mange falsk-positive posts man måtte finde, hvis man kortlægger de her grupper, fortæller Christian Mogensen.
- Og så kender vi heller ikke omfanget. Mange bruger programmer til at skjule deres fysiske placering, så der kan sådan en undersøgelse måske verificere de tal, vi gætter på, siger han.
Kvinden bliver syndebukken
Christian Mogensen har interviewet flere unge mænd, som på nettet har ytret sig hadsk om kvinder. Og fælles for dem er, at de grundlæggende er kede af det.
- Det er mænd, der er kede af det. Som har en følelse af, de ikke kan nok, ikke er gode nok - simpelthen at de ikke er nok. Og i stedet for at kigge indad peger man udad og siger, at det hele skyldes, at kvinder er onde væsner, der har aftalt, at jeg ikke skal have sex eller have generel succes med det modsatte køn.
Han forklarer, at kvinden bliver udpeget som syndebuk, fordi hun i mange pseudo-maskuline fællesskaber står som et trofæ. At hvis man som mand kan score en kvinde eller få hendes opmærksomhed, så er man succesfuld. Så hvis man ikke kan det, så er man ussel, sølle og ikke noget værd.
- Og i de her miljøer er der en tanke om, at kvinder gerne vil have gode mænd. Og gode mænd bliver i de her miljøer defineret objektivt som mænd, der lever sundt, træner, læser bøger og så videre. Så hvis man som mand gør alt det her og stadig ikke får sex, så mener de her mænd, at kvinden aktivt nægter dem sex. Og så er det alt sammen kvindernes skyld, siger Christian Mogensen.
Tilløbet til et angreb er der
I andre lande er der eksempler på mænd, der har taget deres had til kvinder så langt, at de har begået drab.
Så langt er vi ifølge Christian Mogensen endnu ikke i Danmark.
- Men nogle steder er der en slags folkestemning om, at metoo-bevægelsen er gået for langt, og at feministerne burde skrue lidt ned for sig selv. Og når selv kendte mennesker begynder med den slags retorik, så mangler vi bare gnisten, der tænder det bål, hvor en person kører en bil ind i en flok kvinder eller skriver i et manifest, at han "tager en for holdet" og slår en masse kvinder ihjel, siger Christian Mogensen.
Derfor kan undersøgelsen ifølge ham også bruges til at finde ud af, hvad der fører frem til det kvindehad. Og hvad der gør, at det had, den frustration og afmagt eskalerer til en voldsparathed.
Og så kan man måske finde ud af, hvilke systemer der skal iværksættes, før man får fat i de her potentielle gerningsmænd tidligere i forløbet.