Ekspert om læringsplaner for SFO-børn: ’Ærgerligt at vi hele tiden skal snakke læring, læring, læring’

Det møder kritik hos en børnepsykolog, at der skal være læringsplaner for børn i SFO.

Børnepsykolog og lektor på DPU, Aarhus Universitet, frygter, at børnene mister fritid med de nye læringsplaner i SFO'erne. (Foto: Finn vest Christensen © DR Nyheder)

- Kan de stakkels børn da ikke få lov at have lidt fritid, spørger Grethe Krag-Müller retorisk.

Hun er børnepsykolog og lektor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, og hun stiller spørgsmålstegn ved, at børn i skolefritidsordninger nu skal følge en læringsplan.

'Man risikerer, at det bliver undervisning som i skolen'

Fra 1. juli skal SFO’er have planer for, hvad børnene skal arbejde med i månederne op til skolestart.

- Det er super ærgerligt, at vi hele tiden skal snakke læring, læring, læring, for det giver fokus på akademiske færdigheder. Man risikerer jo, at det bliver en undervisning ligesom i skolen, og så har børnene ikke nogen fritid tilbage, siger Grethe Krag-Müller.

I mange kommuner begynder børn i SFO flere måneder, før de skal i børnehaveklasse.

Der har ikke været krav til læringsplaner i den tid, men nu afsætter Børne- og Socialministeriet nu 6,8 millioner kroner til SFO'erne. Pengene skal fordeles mellem landets 98 kommuner.

BUPL: Der mangler pædagoger i SFO'erne

Der vil stadig være færre pædagogerne per barn, end der er i børnehaverne, og de 6,8 millioner kroner, der afsættes, skal gå til læringsplanerne.

Men 6,8 millioner kroner er slet ikke nok, mener formand for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Elisa Bergmann.

- Det forslår jo som en skrædder i helvede. Det er jo netop flere pædagoger, der er behov for. Pædagoger, der kan skabe de gode overgange til SFO’erne, siger hun.

SFO'erne kan bruge samme læringsplan som børnehaverne

Ministeriet lægger op til, at SFO'erne enten kan arbejde videre med læringsplanen fra børnehaven eller de seks kompetenceområder, der bliver arbejdet med i børnehaveklassen. De handler om sprog, matematik, krop og bevægelse, natur, kreativitet, og fællesskab.

Elisa Bergmann håber, at de fleste SFO'er vælger at tænke på børnene som børnehavebørn og bruge læringsplanerne derfra.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at man ikke laver mere skole i ”forårs-SFO'erne”, men i stedet får det til at handle om venskaber, leg og fællesskaber fremfor bogstaver og tal, siger hun.

Facebook
Twitter