Ekspert om ministers dick pic-kampagne: Husk at unge også er seksuelle væsener

Godt med fokus på straf for hævnporno, men ikke alt unge sender bør kriminaliseres, siger ekspert.

Vi skal heller ikke kriminalisere den adfærd, der handler om at sende billeder til en kæreste, for det er jo helt okay, siger ekspert. (modelfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det giver rigtig god mening med en kampagne, der skal gøre unge klogere på, hvornår det er ulovligt at sende intime billeder til andre.

For rigtig mange unge kender slet ikke grænsen for, hvad der er tilladt eller ej, siger Jonas Ravn, der er koordinator hos Center for Digital Pædagogik.

Men samtidig skal de unge også have lov til at gøre nogle ting på deres måde. Og meget af deres seksualitet foregår digitalt.

- Vi skal passe på med at kriminalisere en adfærd, som handler om mange andre ting end at blotte sig selv. Det er en seksualitet, der er blevet digital, ligesom alt andet er blevet det. Hvis man fokuserer på delen om blotteri, er det helt fint, det skal bare ikke være sådan, vi at kriminaliserer en hel ungekultur.

- Vi skal gøre det på en måde, hvor vi også har en vis forståelse af, at unge også er seksualiserede væsener.

- Vi skal heller ikke kriminalisere den adfærd, der handler om at sende billeder til en kæreste, for det er jo helt okay, siger Jonas Ravn.

Unge kender ikke reglerne

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) præsenterer i morgen en ny kampagne, som skal gøre de unge klogere på, at det for eksempel er stafbart at sende billeder af kønsdele til andre.

Hun vil have dem til at stoppe med at sende de såkaldte 'dick pics' til hinanden.

- Spørgsmålet er bare, om de unge er bevidste om, at man ikke bare uopfordret kan tage et billede af for eksempel sin penis og sende videre. Det skal være aftalt. Ellers er det faktisk en seksuel krænkelse, siger hun til Berlingske.

Jonas Ravn mener, at et fokus på det strafbare i at sende billeder kan være med til at skærpe unges bevidsthed om, hvad der lovligt at sende, og hvad der ikke er, så de ikke hovedløst sender billeder mellem hinanden uden et samtykke.

- Vi hører en masse unge sige, 'vi kender ikke reglerne. Det er som om, det hele er blevet hævnporno og kriminaliseret. Og vi er jo bare unge mennesker, der vil det her', siger han.

Regeringen har hævet straffen for at sende et uopfordret 'dick pic', så det nu koster 5.000 kroner i bøde. Og blandt andet den information vil Eva Kjer Hansen bruge til at få stoppet delingen af de ulovlige billeder.

Facebook
Twitter