Ekspert om steroider købt i udlandet: Dobbelt russisk roulette

Dopingprodukter ofte indeholder noget helt andet end det, der står på etiketten, viser rapport fra Schweiz.

Brugere af anabole steroider købt i udlandet risikerer, at deres produkter indeholder helt andre stoffer og mængder end det, der står på etiketten. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)

Det vil sandsynligvis være en skuffelse, hvis man i stedet for større muskler ender med en livstruende infektion og en tur på intensiv.

Men det risikerer brugere af anabole steroider købt i udlandet.

Det siger en dansk overlæge på baggrund af en rapport fra Schweiz, hvor indholdet af næsten 1.200 dopingprodukter beslaglagt ved grænsen over en toårig periode er blevet analyseret.

Det er forskere fra det schweiziske antidopingagentur, der sammen med forskere på sportsuniversitetet i Køln har stået for undersøgelsen.

Doping i Danmark

I 2016 beslaglagde SKAT omkring 77.000 stk. doping i pilleform og næsten 40 kilo doping, der ikke var i pilleform.

I 2010 fortalte en undersøgelse fra Syddansk Universitet, at 44.000 danskere bruger eller har brugt anabole steroider.

Stoffer byttet ud med andre stoffer

Over 40 procent af produkterne indeholdt enten noget helt andet, end det der stod på etiketten, eller var tilføjet mindst ét andet dopingstof. For anabole steroider var tallet 54 procent.

- Det er meget skræmmende resultater, siger Jakob Mørkeberg, der er videnskabelig medarbejder hos Anti Doping Danmark.

Han hæfter sig også ved, at et stort antal produkter indeholdt under halvdelen eller dobbelt så meget af det aktive stof, som der stod på etiketten.

- Det betyder, at man får helt andre stoffer i kroppen, end man regner med, og i helt andre koncentrationer, end der står på etiketten. Det kan betyde en række alvorlige bivirkninger i tillæg til dem, man kender fra brugen af anabole steroider, siger han.

Værdier som dopede cykelryttere

Bivirkninger af anabole steroider kan overlæge og klinisk forskningslæge på Herlev Hospital, Caroline Kistorp, fortælle om.

- Vi har lavet forskning med brugere af anabole steroider, hvor deres hæmatokritværdier var på højde med de allermest dopede cykelryttere i 90’erne. Det giver blandt andet øget risiko for blodpropper og nedsat leverfunktion, fortæller hun.

Faktisk havde flere af dem så høje værdier af testosteron, at lægerne overvejede, om målingerne var korrekte, hvilket de viste sig at være.

- Og man kan sagtens forestille sig, at flere af dem netop havde fået stoffer med en lang højere koncentration, end de havde regnet med, siger hun.

Det er altså helt umuligt for dem at oprette en illusion om, at de risikofrit kan tage anabole steroider.

Caroline Kistorp, overlæge på Herlev Hospital

”Folk tror de har styr på det”

Caroline Kistorp har gennem sin forskning et godt kendskab til miljøet omkring anabole steroider. Og derfor kommer rapportens konklusioner ikke som den store overraskelse for hende.

Til gengæld bekræfter den en af hendes påstande. Nemlig at folk ikke ved, hvad de har med at gøre.

- Der er en stor selvforståelse i miljøet, at man har styr på det med steroider. Mange læser meget om det og planlægger deres brug i detaljer, hvor de også tager produkter mod bivirkningerne, siger hun.

- Men rapporten her viser, at det er helt tilfældigt, hvad de indtager og i hvilke doser. Det er altså helt umuligt for dem at oprette en illusion om, at de risikofrit kan tage anabole steroider, fortæller hun.

Tungmetaller direkte ind i musklen

Læser man ned i rapportens konklusioner, står der også, at et ”alarmerende” antal undersøgte stoffer ikke lever op til farmaceutisk kvalitet.

Ifølge Jakob Mørkeberg og Caroline Kistorp er det lig med stor risiko for urenheder i produkterne.

- Vi ved fra andre undersøgelser, at der kan være mikroorganismer herunder bakterier og tungmetaller i de her produkter. Og det er altså ting, som folk sprøjter direkte ind i musklerne, siger Jakob Mørkeberg fra Anti Doping Danmark.

En tur på intensiv

Caroline Kistorp fortæller om både bylder og stafylokokker, som brugere kan få som en uventet bonus på grund af stoffer produceret under uhumske forhold.

- For et par år siden fik blev to unge mænd indlagt efter at have sprøjtet sig med testosteron købt i Thailand. En af dem endte på intensiv og var svært syg, mens den anden fik en alvorlig infektion, siger hun.

- Begge dele var potentielt livstruende. De her resultater viser bare, at det er forbundet med en ekstrem og uforudsigelig risiko, fortæller hun.

Dobbelt russisk roulette

Der er aldrig lavet en lignende undersøgelse i Danmark. Men spørger man Jakob Mørkeberg, bør danske brugere af doping og især anabole steroider tage rapportens resultater alvorligt.

Der tale om dobbelt op på patronerne i den russiske roulette.

Jakob Mørkeberg, videnskabelig medarbejder hos Anti Doping Danmark

- De stoffer, der bliver importeret ulovligt til Danmark, kommer med stor sandsynlighed de samme steder fra som dem i undersøgelsen fra Schweiz. Så der er intet, der taler for, at billedet skulle være anderledes i Danmark, siger han.

Derfor er han også helt klar i mælet, når han skal sætte sine sidste ord på rapporten.

- Det er i forvejen russisk roulette at tage de her stoffer, da vi kender mange af bivirkningerne, som kan være meget alvorlige. Og når man så oven i købet får urene produkter, der ikke indeholder det, man regner med, så er der tale om dobbelt op på patronerne i den russiske roulette.