Ekspert om strækningskontrol i Øresundstunnel: Det er win-win-win

Flere fordele ved at indføre permanent hastighedskontrol i Øresundstunnelen og på motorveje, siger trafikforsker.

Permanent strækningskontrol vil sænke hastigheden, øge kapaciteten på vejene og formindske luftforureningen, siger trafikforsker, Harry Lahrmann, (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Tænk, hvis der fandtes en løsning, som fik bilister til at overholde hastighedsgrænsen, som øger kapaciteten af biler på vejene, og som nedsætter luftforureningen.

Og det gør det faktisk.

Det siger trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann. Svaret hedder strækningskontrol. Et system, som måler alle bilers gennemsnitshastighed over en længere strækning, og som giver bøde eller klip i kortet, hvis hastigheden er for høj.

Et Kinderæg

Flere lande bruger ifølge Harry Lahrmann systemet med succes.

- Erfaringer fra både Holland og Storbritannien er samstemmende. Det at måle alle bilers hastighed over en længere strækning betyder, at der stort set ikke er nogen, der kører for stærkt. På den måde kører folk mere jævnt, hvilket betyder, at kapaciteten øges, og der er mindre luftforurening, fordi folk ikke accelererer og decelererer så meget, siger han.

Harry Lahrmann beskriver systemet som win-win-win på grund af effekterne omkring hastighed, kapacitet og luftforurening.

- Man får faktisk hele tre ting og kan næsten kalde strækningskontrol for et slags Kinderæg, siger han.

Øresundsbroen i bøn for strækningskontrol

Debatten om strækningskontrol er blusset op igen, efter en bilist har filmet sin kørsel med 200 kilometer i timen gennem tunnelen.

Se videoen herunder

Samtidig bekræfter både Københavns Politi og Øresundsbroen, at mange bilister kører for stærkt på strækningen.

Noget, der blev bekræftet onsdag morgen, da politiet uddelte 30 klip på tre timers hastighedskontrol i tunnelen.

Onsdag sagde sikkerhedschef for Øresundsbroen, Ulla Eilersen, at hun bønfaldt transportminister, Benny Engelbrecht (S) om permanent strækningkontrol 'inden vi får den første dødsulykke', som hun beskrev det. Og det ønske er ikke blevet mindre med nyheden om politiets seneste kontrol i tunnelen.

- Det bekræfter blot behovet for permanent kontrol på strækningen, siger hun.

EL, V og RST bakker op

Hos Enhedslisten er transportordfører Henning Hyllested klar til at lave en aftale om strækningskontrol i tunnelen.

- Jeg er varm fortaler for strækningskontrol. Så hvis der er en mulighed for at få det system op, så skal jeg meget gerne presse på for at få det til at ske. Og vi behøver ikke lave ret mange forsøg med det her, da udlandet har testet det. Så der ikke så meget at betænke sig på, siger Henning Hyllested.

Også hos Venstre er transportordfører Kristian Pihl Lorentzen opsat efter at få stoppet, hvad han kalder 'lovløsheden' i Øresundstunnelen.

- Vi er derfor klar til at drøfte indførelse af et forsøg med strækningsfartkontrol i tunnellen eller andre effektfulde tiltag, der kan slå farten ned, skriver han til DR Nyheder og understreger, at det kun er i Øresundstunnelen, at han ønsker at indføre strækningskontrol.

Administrerende direktør for Rådet for Sikker Trafik Mogens Kjærgaard Møller deler holdningen om at få indført strækningskontrol på strækningen..

- Vi er helt på linje med Harry Lahrmann og mener, at det (strækningskontrol, red.) er svaret på de udfordringer, man har i tunnelen, siger han.

Minister og Radikale vil undersøge løsninger

Tirsdag aften sagde transportminister Benny Engelbrecht (S), at han nu har bedt sit ministerium om at se på mulige løsninger for at få bugt med bilister, der kører for hurtigt i Øresundstunnelen.

Det samme siger de Radikales transportordfører, Andreas Steenberg.

- Jeg er med på alle løsninger, der kan øge trafiksikkerheden i Øresundstunnelen. Så det tager jeg gerne en drøftelse omkring, siger han.

To meldinger, der vækker optimisme hos Mogens Kjærgaard Møller.

- Det håber jeg vi kan gå ind i en konstruktiv dialog om. Så forhåbentlig er der en løsning på vej, siger han.

DR Nyheder har bedt transportminister Benny Engelbrecht (S) om en ny kommentar.