Ekspert om studerendes boligjagt: Det går ud over studierne

Det er en kamp at få fat på en studiebolig i de store studiebyer. En kamp der i sidste ende kan få studerende til at droppe studierne, advarer ekspert

Lange køer til studieboliger ved studiestart er lige så forudsigeligt som lange køer foran iskiosken på årets første sommerdag.

Kampen for at få fat på en af de eftertragtede studieboliger er dog spidset til i år, og boligadministrationerne i de store studiebyer melder om rekordlange ventelister, mens man i København for første gang nogensinde ikke har en eneste ledig studiebolig til de mange nye studerende.

Og den udsigt er langt fra optimal, siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea, der har forsket i unges boligforhold og konsekvenserne af boligmangel.

- Det betyder, at studiestarten bliver fyldt med stress, for når du skal på en nyt studie, så er det noget helt andet end på ungdomsuddannelserne. Der bliver stillet høje krav, med god grund, men så skal tingene også være på plads.

Det er uoverskueligt

En af dem der skal til at få boligsituationen på plads er Didde Venzel Lindholdt, der det seneste halve år har arbejdet i Skotland.

Efter sommerferien skal hun læse Humanistisk bacheloruddannelse med journalistik som overbygning på Roskilde Universitet.

Hun har prøvet at stå uden bolig før, så hun prøver at tage det hele med ro, men det er noget, der ikke kan undgå at påvirke hende.

- Det er bare ikke så fedt, at der ikke er ro på boligfronten, når man starter på et nyt studie. Jeg prøver ikke at fokusere så meget på det, for det er lidt uoverskueligt, siger Didde Venzel Lindholdt.

Svært at få overblik

Ifølge Ann Lehmann Erichsen er det specielt det økonomiske aspekt, der kan være stressende for det studerende, når de jagter en bolig.

- Det kan være svært for dig at beregne, hvad du har til rådighed om et par måneder, når du ikke ved, hvad du skal lægge i indskud, depositum eller ved, hvad din husleje er om et halvt år, siger hun og fortsætter.

- Der er heldigvis mange, der får hjælp fra forældrene, men for den studerende, der ikke kan få hjælp, er det svært at få styr på økonomien og derfor svært at koncentrere sig om at gennemføre sin uddannelse.

Et problem som Didde Venzel Lindholdt genkender alt for godt. Hun ville være sikker på at blive optaget på studiet, før hun ville lægge depositum på en ny bolig.

- Hvis ikke jeg kom ind, ville jeg tage ud og rejse. Så er det ret irriterende og have betalt depositum på 20.000 kroner, med en lejlighed på hånden, som du ikke rigtig kan bruge til noget, siger hun.

Kan ende med at droppe ud

Ann Lehmann Erichsen advarer om at tage for let på de mange unges kritiske boligsituation, da den i sidste ende kan få de studerende til helt at droppe studierne. En konsekvens der er et nederlag for den studerende, men også for samfundet som helhed.

- Når der ikke er plads til slinger i valsen i studiesystemet, slet ikke nu med fremdriftsreformen, så betyder det, at de unge må hænge på, så godt de kan. Hvis du også er hjemløs, eller sover på sofa hos dine venner, så vil der være nogen, der ikke kan hænge på, og derfor vil være nødt til at droppe ud. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Så let giver Didde Venzel Lindholdt dog ikke op, hvis det ender med, at hun ikke finder en bolig. Hun har nemlig en nødplan.

- Jeg har faktisk snakket med min storesøster om, at hvis alt går galt, så må jeg låne deres campingvogn og bo på campingplads i et par måneder.

Facebook
Twitter