Ekspert om ulve-video: Hvis dét er en problemulv, så er alle ulve problemulve

Video af nedskydning af ulv vækker kritik fra Danmarks Naturfredningsforening.

(Foto: (Foto: Ulla Pipaluk Zobbe og Lars Lorentsen (illustration: Morten Fogde Christensen) © DR Nyheder))

Den ulv, der blev skudt i Vestjylland for to uger siden, var hverken aggressiv eller en såkaldt problemulv.

Det siger direktør for Skandinavisk Dyrepark på Djursland, Frank Vig Larsen, efter at 21 Søndag i aftes viste en video af nedskydningen.

Frank Vig Larsen har 19 års erfaring med ulve og har skandinaviske ulve i dyreparken. Han har set to videoer af episoden.

Han understreger, at han ikke udtaler sig om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert at skyde ulven – han udtaler sig udelukkende om ulvens adfærd, imens den løber rundt på marken, inden den bliver skudt.

Disse regler gælder
  • Ulven er fredet i hele Europa – herhjemme kan straffen for at skyde en ulv være op til to års fængsel. Der er dog to undtagelser:
  • Hvis man handler i nødværge, fordi ulven for eksempel har bidt sig fast i struben på en kalv.
  • Hvis det drejer sig om en såkaldt ”problemulv”, som ikke er sky, gentagne gange opsøger mennesker eller gentagne gange angriber husdyr trods afværgeforanstaltninger. I så fald kan man søge om dispensation til at skyde ulven. Det har Miljøstyrelsen behandlet én ansøgning om, og den sag endte med et afslag.

- Ulven udviser ikke noget, der minder om aggressiv adfærd. Ulven er forvirret over, hvad der sker. Den er først og fremmest nysgerrig. Den kan ikke rigtig forstå, hvorfor den bliver jaget af traktoren, men da den ikke føler sig direkte truet, stikker den ikke af og løber ind i skoven, siger Frank Vig Larsen.

LA-medlem i traktor kører efter ulven

21 Søndag kunne i går fortælle, at den ulv, der blev skudt ved Ulfborg i Vestjylland for to uger siden, endte sine dage på en mark, der bliver pløjet af en folketingskandidat for LA, der har været meget aktiv i debatten om ulve i Danmark.

Optagelserne af nedskydningen viser, at LA-medlemmet Steffen Troldtoft kører ind på marken i en traktor med ploven oppe. Ulven løber rundt på marken, og traktoren kører efter den for at skræmme den væk.

Kort efter triller en bil hen til marken, og ulven bliver skudt. Politiet har efterfølgende sigtet en 66-årig mand fra lokalområdet for nedskydningen. Han er et nært familiemedlem til Steffen Troldtoft. Den 66-årige nægter sig skyldig og har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Heller ikke Steffen Troldtoft ønsker at svare på, om han har spillet en rolle i forløbet op til nedskydningen, eller hvordan han har det med, at ulven blev skudt på hans bopæl.

Advokaten til den 66-årige mand, der er sigtet for at skyde ulven, sagde i aftes til 21 Søndag, at ulvens adfærd på videoen muligvis kan udgøre en fare for folk. Han vil have belyst, om der var tale om en såkaldt problemulv, som på lovlig vis kan reguleres efter forudgående tilladelse.

Stikker halen mellem benene

Men der er ikke tale om en problemulv, vurderer Frank Vig Larsen efter at have set videoen. For en aggressiv ulv ville opføre sig helt anderledes. Blandt andet ville den gøre udfald og have hævet halen og rejst børster over ryggen. Den vil sandsynligvis også have blottede tænder, siger han.

- Ulven på videoen stikker halen mellem benene og ser sig usikkert omkring, den løber 20-30 meter væk og stopper op og prøver at finde ud af, hvad der foregår. Der er ingen aggression i det overhovedet, siger direktøren for Skandinavisk Dyrepark.

I de 19 års erfaring, jeg har med at kigge på levende ulve, har jeg aldrig set noget af denne slags, som der var bare en brøkdel af aggression i.

Frank Vig Larsen, direktør i Skandinavisk Dyrepark

- Hvis det er en problemulv, så vil alle ulve, der trækker vejret, være problemulve. Der er intet problematisk over den ulv. I de 19 års erfaring, jeg har med at kigge på levende ulve, har jeg aldrig set noget af denne slags, som der var bare en brøkdel af aggression i, siger han.

Ulveberedskab efterlyses

Danmarks Naturfredningsforening vil til gengæld gerne udtale sig om, hvorvidt det var rigtigt eller ej at skyde ulven.

- Jeg er dybt chokeret, og jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt. Det er en ulv, som ikke har været til fare for nogen og ikke har truet nogen – den løber bare fredsommeligt hen over en mark. Jeg kan ikke tage stærk nok afstand fra det, jeg har set, siger præsident Maria Reumert Gjerding efter at have set 21 Søndag i aftes.

- Mennesker må ikke selv løbe rundt med våben og skyde efter ulve, når de får øje på dem.

Hun peger på, at der bør være et nationalt ulveberedskab, der kan berolige nervøse borgere.

- Ulven er et problem, fordi folk er bange for den. Det er myndighedernes og miljøministerens ansvar at tage det ekstremt alvorligt. Jeg opfordrer Esben Lunde Larsen (V) (miljøministeren, red.) til at leve op til sit ansvar og tage dialogen med borgerne i Vestjylland og forklare, at ulven er fredet, og vi må ikke skyde den, medmindre den udgør en trussel.

- De skal føle sig sikre på, at myndighederne griber ind i det øjeblik, det skulle ske, selv om det sker utrolig sjældent, siger Maria Reumert Gjerding.

Ulve-diskussionen er blusset op på ny, efter at Midt- og Vestjyllands Politi har sigtet den 66-årige mand for at skyde ulven på en mark cirka 13 kilometer øst for Ulfborg.

Derfor viser vi billederne

  • DR Nyheder har valgt at bringe billederne af nedskydningen af ulven nær Ulfborg i sidste uge, selvom de kan virke voldsomme, fordi vi mener, at sagen har åbenlys offentlig interesse.
  • Det er angiveligt første gang, siden ulven genindvandrede til Danmark, at en ulv er blevet skudt. Og netop nu verserer en skarp debat om ulvene, følgerne for lokalbefolkningen og herunder risikoen for selvtægt, og derfor er det relevant at bringe billederne. DR Nyheder mener, at videoen dokumenterer og klarlægger de nærmere omstændigheder omkring nedskydningen.