Ekspert om unges nøgenbilleder: Vores seksualitet er også blevet digital

Det er dog en uheldig tendens - og endda en, der smitter - når unge deler andres nøgenbilleder i forskellige digitale fora, vurderer ekspert.

Næsten fire ud af 10 unge svarer i en undersøgelse, at de digitalt har delt eller sendt et nøgenbillede af sig selv til en anden. (© dr)

Selv om nøgenbilleder kan ende i forkerte hænder, er det ikke nødvendigvis forkert, når to unge mennesker sender billeder til hinanden.

Det vurderer Jonas Ravn, der er projektleder ved Center for Digital Pædagogik.

- Der er mere tale om en kultur, siger han.

- Gennem årene har vi set, at sådan noget som vores seksualitet selvfølgelig også er blevet digital. Det er der ikke nødvendigvis noget dårligt i. For det er bare en konsekvens af en øget digitalisering, siger han.

Bekymrende når billeder bliver videresendt

De unge bruger både mobilen og andre digitale platforme til at dele og sende nøgenbilleder til hinanden.

Næsten 4 ud af 10 unge mellem 15 og 30 år svarer i en undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har lavet for DR, at de har sendt eller delt et nøgenbillede af sig selv. Flere end halvdelen har modtaget et.

Men i nogle tilfælde bliver billederne ikke kun hos modtageren - og altså mellem de to mennesker. Hver 10. i undersøgelsen, der har modtaget et nøgenbillede, svarer, at de har videresendt eller delt en anden persons private nøgenbillede.

I nogle tilfælde er der sågar blevet oprettet mapper eller samlinger med billeder af nøgne piger - og i få tilfælde drenge - som bliver delt på nettet.

SSP-medarbejdere i 35 forskellige kommuner fortæller i en ny DR2-dokumentar "Ung, nøgen og udstillet", at de kender til sådanne samlinger i deres kommuner.

- Det er en meget uheldig tendens og en bekymrende udvikling, som vi ikke har set meget af før herhjemme. Og det er desværre noget, der smitter. Når først nogle starter på det her, så finder man ud af, at det kunne være meget sjovt at deltage i, siger Jonas Ravn.

Glemmer at der sidder et såret menneske

Hans indtryk er dog, at størstedelen af de unge ikke videresender nøgenbilleder, og at deres "moralske kompas fungerer".

- Der er bare nogle, som mangler information om konsekvenser, jura og paragraffer. Og så er der også nogle, som glemmer, at der sidder et rigtigt menneske på den anden side af skærmen og kan blive såret, siger han.

Ifølge ham ligger løsningen på problemet i, at skoler og forældre bør oplyse og undervise børnene i, at det faktisk er ulovligt at videresende intime billeder af andre. Og børnene bør også blive undervist i god skik på de digitale platforme og i de konsekvenser, det kan have at videresende en piges nøgenbillede til andre.

- Og så skal man tale med de unge om risikoen. For der vil altid være idioter derude, som kan finde på at misbruge ting. Og man skal aldrig give offeret skylden. Det er vigtigt, at vi holder fast i det.

I aften sender DR2 dokumentaren "Ung, nøgen og udstillet" klokken 21.30.

DR vil gerne sætte mere fokus på ulovlig deling af intime billeder og videoer. Derfor vil vi meget gerne høre fra dig, hvis intime billeder af dig er blevet delt uden din tilladelse.

Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du er forælder til et barn, der har været udsat for det.

Skriv, hvad du har oplevet til dinhistorie@dr.dk, så kontakter vi dig. Intet bliver offentliggjort uden dit/jeres samtykke.

Facebook
Twitter