Ekspert om 'Vi ringer, når du er 18'-kåring: Aldrig accepteret på en arbejdsplads

Det er forkert, at skoler godkender kåringer på sidste skoledag i folkeskolen, mener lektor.

En række 9. klasser underholder på sidste skoledag med nomineringsvideoer, hvor børn fra andre klasser nominerers i kategorier som "Årets Gid du var ældre", "Årets Upcoming" og "Vi ringer, når du er 18". (Grafik: Morten Fogde Christensen)

Det er både en upassende og grænseoverskridende tradition, at flere 9. klasser laver nomineringsvideoer af seksuel karakter på sidste skoledag, hvor kategorier som "Årets Upcoming" og "Årets Røv" indgår.

Det mener Stine Kaplan Jørgensen, der er ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole og har beskæftiget sig med mobning i skolen.

- I mine øjne er det helt forkert. Der er nogle klare seksuelle undertoner i kategorierne, og magtforholdene er ret ubehagelige, når større elever udpeger mindre elever. Det er underligt, at man accepterer det som skole, siger hun og fortsætter:

- Ledere på andre arbejdspladser ville aldrig acceptere denne slags kåringer. Det håber jeg i hvert fald ikke. Hvis jeg blev kåret til årets "Vi ringer til dig, når du er blevet skilt", er jeg ikke sikker, at jeg ville være stolt af den nominering. Jeg ville synes, det var ydmygende.

Berlingske kunne i dag fortælle, at mindst syv folkeskoler rundt om i landet kårer børn ned til 3. klasse i underholdningsvideoer på sidste skoledag.

I nomineringsvideoerne, der er lagt på Youtube, er der flere kategorier, men en af dem handler om, hvem der bliver de næste attraktive piger og drenge. Kategorien har blandt andet titlen "Vi ringer, når du er 18", "Årets Gid du var ældre" og "Årets Upcoming".

Forkert af skole at godkende det

Flere af skolerne blandt andet Christianshavns Skole i København har efter Berlingskes dækning sagt undskyld og fortrudt, at kategorierne blev godkendt.

Stine Kaplan Jørgensen er uforstående over for, at skolerne i første omgang ikke har overvejet, at det kunne være et problem. Ifølge hende gør skolens accept det meget sværere for eleverne at sige fra, hvis de ikke bryder sig om underholdningen.

- Det er virkelig uheldigt, fordi skolerne indirekte er med til at legitimere det. Hvis der er et barn, der føler sig ydmyget, er det ikke bare alle eleverne, der står og siger god for det. Det er også skolens voksne, siger hun og fortsætter:

- Og så kan det godt være, at de frivilligt er gået med til at blive filmet, men i mine øjne kan det være meget svært at gøre andet, siger hun.

Ville ikke blive accepteret på en arbejdsplads

Stine Kaplan Jørgensen understreger, at der højst sandsynligt ikke er noget ondt i handlingen, men at skolerne skal begynde at tænke over, om underholdningen stemmer overens med værdierne på stedet.

Ifølge hende kan nomineringerne ikke kun være ubehagelige for dem, der er nomineret eller bliver kåret. Det kan være med til at skabe et a og b-hold.

- Selvom det er en positiv nominering, er der stadig nogle, der bliver udpeget frem for nogle andre. Konsekvensen kan være, at de unge sammenligner sig, og hvis du i forvejen ikke har det så godt med din krop eller person, kan det blive et problem. Jeg synes, at skolerne skal overveje, om man overhovedet skal have kåringer.

Men på sidste skoledag synes mange elever, at det er sjovt at lave nomineringer. Kan man ikke også blive for hysterisk?

- Det er selvfølgelig vigtigt, at sidste skoledag er sjov, men skolerne er nødt til at spørge sig selv, hvem den er sjov for. For hvis der er nogle, der bliver ydmyget, er det ikke sjovt, siger hun.

Ved du noget om sagerne, eller har du et barn, der har prøvet at være nomineret, så kontakt journalist Christina Nordvang Jensen på cjec@dr.dk

Facebook
Twitter