Ekspert: Politiet har pligt til at genåbne sager ved mistanke om fejl

Hvis politiet får en fornemmelse af, at uskyldige er blevet dømt i brandsager, skal sagerne genoptages, mener ekspert.

Politiets anklagemyndighed vil indstille til, at sager skal genoptages, hvis man får mistanke om, at uskyldige er blevet dømt. (© Colourbox)

Personer, der kan være uskyldigt dømt for at have påsat en brand, bør kunne få deres sag genoptaget, hvis der findes afgørende ny viden.

Hvis politiet får en fornemmelse af, at en sag er afgjort forkert, har myndigheden nemlig en pligt til at genoptage den. Det fastslår lektor i forvaltningsret fra Aalborg Universitet, Sten Bønsing.

- Det følger af almindelige forvaltningsretlige regler, som politiet også er omfattet af, at hvis man bliver gjort opmærksom på, at en sag er afgjort forkert, og at der er en forholdsvis sikker fornemmelse af, at sagen er afgjort forkert, så er der en pligt til at efterforskningen i sagen bliver genoptaget, siger han.

Den Særlige Klageret

I straffesager, hvor der er faldet dom, er det dog kun Den Særlige Klageret, der er bemyndiget til at genoptage selve retssagen, forklarer Sten Bønsing.

Politidirektør Svend Larsen henviser også til Den Særlige Klageret, men medgiver, at politiet kan indstille til at sagen bliver genoptaget.

- Hvis anklagemyndigheden sidder med en oplevelse af, at her har vi medvirket til, at en uskyldig er blevet dømt, så vil sagen blive genoptaget, siger Svend Larsen.

Han forklarer, at politiets anklagemyndighed i så fald vil rette henvendelse til Den Særlige Klageret sammen med den dømte, hvis den dømte ikke gør det selv.

Intet tegn på problemer

Rigspolitiet er i øjeblikket i gang med at undersøge brandsager fra 2010 til 2013 mere overordnet for at se, om der har været nogle problemer.

Indtil videre er der ifølge Rigspolitiet intet der tyder på, at uskyldige er blevet dømt, siger Svend Larsen:

- Der er ikke noget, der er dukket op i tiden med de her undersøgelser, hvor man siger hovsa - her har vi et et problem - her er der noget, hvor det er gået galt.

Rigspolitiet regner med at være færdig med sin undersøgelse inden for de næste tre til fire uger, hvorefter man vil give en udtalelse til justitsministeren.

Se mere om sagen i et indslag fra gårsdagens udsendelse af 21 Søndag nederst i artiklen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:535d6013a11f9d0eb07e5930

Facebook
Twitter