Ekspert: Prisen mundbind er med til at afgøre, om vi vil bruge dem

Prisen på mundbind betyder noget for brugen, mener adfærdsekspert.

Mundbind er påbudt i den offentlige transport i Aarhus, efter antallet af smittede med covid-19 stiger i kommunen. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Mundbind er blevet et krav i offentlig transport i Aarhus efter stigende smittetal, og statsminister Mette Frederiksen (S) har varslet, at det kan blive et nationalt krav, hvis udviklingen fortsætter i en forkert retning.

Samtidig er debatten om hvorvidt mundbind skal gøres gratis i gang blandt partierne i Folketinget. Men hvilken betydning har prisen for, om danskerne vil bruge mundbind?

En hel del, mener Michael Bang Pedersen, der er professor i statskundskab fra Aarhus Universitet og lige nu undersøger social adfærd under coronaepidemien.

- Vi ved fra sundhedsforskning generelt og vores egen data, at omkostningerne ved at følge et sundhedsråd, betyder noget. Dem, der synes, det er mere omkostningsfuldt, holder igen med at følge rådene, så prisen vil have indflydelse på, om folk vil bruge mundbind, siger han.

Myndigheder skal melde klart ud

Siden coronaepidemien lukkede det danske samfund ned tilbage i marts har myndighederne og regeringen været tilbageholdende med at tage mundbind i brug.

Nu har den fortælling ændret sig, og ifølge Michael Bang Pedersen er det derfor afgørende, at myndighederne hurtigt melder ud, hvorvidt folk skal bruge mundbind eller ej, hvis man vil have succes med at ændre folks adfærd.

- Det er vigtigt, at man går klart ud og siger, at det er et værktøj, man kommer til at bruge. Det har vi set Mette Frederiksen gøre, så det skal vi begynde at forberede os på, siger han.

Gratis mundbind splitter partier

Efter Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at det er en god idé at bære mundbind i offentlig transport i myldretiden og det seneste krav om mundbind i Aarhus, er der blevet solgt mange mundbind rundt om i landet.

Efterspørgsel og udbud har fået priserne til at stige, og det har ført til debat blandt folketingspolitikere: Bør mundbind være gratis?

Det mener Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti. Enhedslisten har foreslået at gøre mundbind gratis for nogle af de borgere, der har færrest penge blandt andet pensionister, førtidspensionister og studerende. Det er DF enige i.

- Det er vigtigt, at alle har råd til at tage den offentlige transport med mundbind. Det er uhyrlige priser, vi ser lige nu. Det kan koste mange penge for den enkelte, hvis man som for eksempel studerende tager offentlig transport flere gange om dagen, siger DF's sundhedsordfører Liselott Blixt.

De Konservative er rygende uenige og kalder det en 'glidebane', hvis man begynder at finansiere mundbind til befolkningen.

- Der er ikke nogen grund til, at vi går ind i statskassen og hiver penge ud til at dele gratis mundbind ud. Folks økonomi er altså rimelig god lige nu, og prisen er ikke så høj. Det kan være, at vi kommer til at skulle bruge mundbind i det offentlige rum i lang tid, og så skal vi altså passe på vores finanser, siger sundhedsordfører Per Larsen (K).

Regeringen er stadig afventende overfor at gøre mundbind gratis.

- Vi holder øje med prisudviklingen og lagerudviklingen og følger det meget tæt. Det her må ikke blive en situation, som vi oplevede det med håndsprit, hvor det blev udsolgt i supermarkederne og blev solgt til overpriser. Det skal være noget, som alle har råd til bruge, siger Rasmus Horn Langhoff, der er Socialdemokratiets sundhedsordfører.

Facebook
Twitter