Ekspert: Rygere bør tilbydes kurser via telefonen

Kommunalt ansatte bør ringe til rygere for at få dem til at stoppe, lyder det fra Sundhedsstyrelsen. I Hjørring har man gjort de første erfaringer.

I Hjørring er rygere i et bestemt boligområde blevet ringet op af kommunalt ansatte, der har tilbudt dem et stop-kursus.

Som noget helt nyt skal rygere, der ikke af sig selv kan kvitte smøgerne, ringes op af kommunen og få hjælp til at stoppe.

Der er nemlig en gruppe af rygerne, der ikke har lige så let ved at holde op med at ryge som andre. Og som ikke af sig selv overvejer at starte på et rygestopkursus - nemlig dem på overførselsindkomst.

Det fortæller konsulent i Sundhedsstyrelsen Jørgen Falk, der har koordineret de årlige rygevaneundersøgelser i de seneste 15 år.

Kurser beregnet til middelklassen

- De rygestopkurser, som kommunerne har kørt med de seneste 15 år er beregnet til middelklasseborgeren, som er vant til at gå på kursus, læse og uddanne sig, siger Jørgen Falk til Politikens forbrugersite tjek.dk. Han tilføjer:

- Men der er en anden gruppe rygere, som man skal være opsøgende i forhold til og som skal tilbydes et anderledes kursus.

Hjørring er forbilledet

Han fortæller, at blandt andet Hjørring allerede har taget metoden i brug med at ringe folk op.

- Der har man taget et område i byen, hvor man ved, der bor mange på overførselsindkomst - og dermed mange rygere - og systematisk ringet til dem for at høre, om de havde lyst til at snakke og møde op til et rygestopkursus. Og der var meget få, der var totalt afvisende.

Sundhedsstyrelsen er ved at tilrettelægge et satspuljeprojekt, hvor der er givet 90 millioner kroner over fire år til blandt andet rygeafvænning af folk på overførselsindkomst og med beskedne ressourcer.

Det er endnu ikke afklaret hvilke kommuner, der søger om pengene.

Facebook
Twitter