Ekspert: Sådan fjerner vi landets mange mobilhuller

National roaming kan lappe mange huller i mobildækningen i Danmark, siger professor Gert Frølund Pedersen. Men loven tillader ikke løsningen i dag.

De fleste kender til afbrudte mobilsamtaler, især hvis man befinder sig langt fra en by. Men så godt som 100% dækning er en realistisk mulighed, siger professor Gert Frølund Pedersen fra Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet.

- Teknisk set kan vi godt opnå en meget bedre dækning i Danmark. Så store bakker har vi altså heller ikke i Danmark, at dét skulle være et problem, siger Gert Frølund Pedersen.

Vælg selv dækning

Et af professorens løsningsforslag er national roaming. Det betyder, at man selv vælger det bedst dækkende teleselskab, hvis man for eksempel befinder sig i et område, hvor ens normale teleselskab har dårlig dækning.

- Hvis bare én udbyder har dækning i et ellers svagt dækket område, og alle kunne benytte sig af dækningen, og så ville ingen længere opleve et mobilhul dér, siger professoren.

Manglende konkurrence

Det var frygt for manglende konkurrence, der i mobiltelefoniens barndom fik myndighederne til at forbyde national roaming.

- Det er ikke rentabelt at sætte antenner op i områder med ganske lidt trafik. Men i dag, hvor vi jo har sikret konkurrencen, ville det være smart, hvis det var et krav, at man skulle kunne benytte andre net, hvis ens mobildækning var dårlig, siger professor Gert Frølund Pedersen.

Facebook
Twitter