Ekspert: Sæt tobaksprisen op til 100 kroner, hvis kortuddannede skal leve længere

Løs uligheden i sundhed ved at hæve prisen på cigaretter, siger ekspert. Sundhedsminister afviser.

At hæve prisen på tobak vil skabe mindre ulighed, mener professor. (© Thomas Lekfeldt/ info@thomaslekfeldt.com/ www.thomaslekfeldt.com)

Seks år.

Så meget længere lever en 30-årig mand med en videregående uddannelse, end en mand der droppede uddannelsessystemet efter folkeskolen.

For mens en mand med kun en folkeskoleeksamen i gennemsnit bliver 76 år, bliver en 30-årig mand med en videregående uddannelse i gennemsnit 82 år.

Danskere med kortere uddannelse oplever nemlig mere sygdom, får større konsekvenser af sygdommen og dør tidligere end personer med en videregående uddannelse.

Det er det aktuelle billede på den sociale ulighed, der findes i Danmark og som en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen dokumenterer.

Sæt prisen på tobak op

I rapporten er der 69 målepunkter. Blandt andet levetid, konsekvenser af sygdom, mental sundhed, overvægt, rygning og børns sundhed.

Og på stort set alle punkter klarer de kort uddannede sig ringere, end de højt uddannede.

Derfor bør man gøre noget, mener Finn Diderichsen, der er professor emeritus på Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet og er med i den ekspertgruppe, det har rådgivet Sundhedsstyrelsen om den nye rapport.

- Rapporten viser, at uligheden i dødeligheden faktisk er øget, men på mange andre områder er der ikke sket de store forandringer, og det skyldes, at der ikke er gjort noget, siger Finn Diderichsen, der desuden stod bag tilsvarende rapport om ulighed i sundhed for Sundhedsstyrelsen i 2011.

Og hvis han skal pege på en enkeltstående faktor, der vil skabe mindre ulighed, så er svaret prisen på tobak.

- Ifølge WHO er svaret på, hvad der ville batte mest for at mindske uligheden i dødeligheden, ganske entydigt: Reducer forbruget på tobak, alkohol, fedt og sukker. Og det, der ville batte mest og koste mindst, ville være at hæve priserne på tobak, siger Finn Diderichsen.

Men nu har regeringen og en række partier hævet prisen for cigaretter, så den stiger til 60 kroner i 2022 - er det ikke nok?

- Der skal mere til. 100 kroner vil være en god ide. Men selv om højere afgifter til tobak øger udgifterne, for dem, der har svært ved at holde op, er helbredseffekten ved at holde op med at ryge 10 gange større for de 20 procent fattigste end for de 20 procent rigeste, siger Finn Diderichsen.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Læger oplever ulighed

Christina Svanholm er praktiserende læge i Nysted på Lolland og oplever dagligt den sociale slagside i sit arbejde.

- I yderområder har vi længe haft problemer med en social slagside, fordi borgerne har længere til sygehuse, og der er færre praktiserende læger. Og der er mange, der har sygdomme relateret til alkohol og rygning, siger Christina Svanholm.

Også for hende er det oplagt at ændre på tobaksprisen.

- Jeg bliver ikke populær blandt mine patienter, når jeg siger, cigaretter skal koste mere end i dag. Jeg hører tit folk sige, at det bliver for dyrt at ryge, og man skal ikke være bange for at hjælpe folk til at træffe de beslutninger, siger Christina Svanholm.

Ulighed er det vigtigste for ministeren

Som et af hovedpunkterne i forståelsespapiret mellem regeringen og de tre støttepartier står der, at der skal “tages initiativer med henblik på at skabe større lighed i sundhedsvæsenet.”

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil satse på flere sundhedsplejersker i kampen mod ulighed i sundhed. (Foto: Bardur Thomsen © DR Nyheder)

Og at ulighed ligger højt på prioriteringslisten hos regeringen og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) lægger han ikke skjul på.

- Kampen mod ulighed i sundhed er den vigtigste opgave for mig, og jeg vil gerne måles på det. For det er er grundlæggende uretfærdigt, urimeligt og uforståeligt, at vi med fri og lige adgang til sundhed har så stor ulighed i sundhed, siger sundhedsministeren.

- Vi kan se på rapporten, at på alle de steder er der ulige chancer for et godt og sundt liv, afhængigt af hvor du er vokset op, hvilken uddannelse du har og hvem dine forældre er, siger Magnus Heunicke, der kalder rapportens konklusion for ’alarmerende’.

Men selv om en af eksperterne bag rapporten foreslår at sætte prisen på tobak op, vil han ikke røre ved tobakspriserne.

- Nu har vi lavet aftalen, der handler om at fjerne tobak fra uddannelsessteder og sætte prisen op til 60 kroner. Jeg løber ikke fra en aftale, vi lige har lavet.

Ulighed skal løses med sundhedsplejersker

Derimod peger han i en helt anden retning, hvis han skal vælge den vigtigste ting, han som minister vil pege på, som vil mindske uligheden størst.

- Hvis jeg kun må gøre en ting, vil jeg sætte ind så tidligt som muligt med mere en målrettet og styrket sundhedsplejeordning. Vi ved, at forældre tager vel i mod sundhedsplejerskerne, men vi er for dårlige til at målrette indsatsen, så vi skal i stedet prioritere de familier, der har mest brug for hjælp, siger Magnus Heunicke.

Alle nybagte forældre får besøg af en sundhedsplejerske fra kommunen, der vil hjælpe dem igennem den første tid med et lille barn.

- Det handler om gentagne besøg, så der bliver hjulpet med amning, med at spise ordentlig og undgå passiv rygning. Vi skal sætte ind tidligt i livet, så det påvirker barnet på lang sigt, siger Magnus Heunicke.

Facebook
Twitter