Ekspert: Spies vildleder rejsekunder

Flyrejser forurener mindre end bilferie, lyder det i pressemeddelelse fra Spies. Men det er vildledning, mener Det Økologiske Råd, som overvejer at inddrage Forbrugerombudsmanden.

Rejseselskabet Spies har ikke ret, når det hævder, at flyrejser forurener mindre end bilferie. (© Ap GraphicsBank)

Danskernes rejselyst er ikke nogen miljøvenlig fornøjelse.

Men skal man tro rejseselskabet Spies, er der alligevel håb for feriegæsternes grønne samvittighed.

"Flyene udråbes ofte til de store miljøsyndere, men faktisk er både skibe og biler mere forurenende end moderne fly."

Den opsigtvækkende besked kom i en pressemeddelelse fra rejseselskabet. Men ifølge DR's Detektor er flytrafikken knap så grøn i forhold til biler, som Spies påstår.

Bilferie forurener mindre end fly

Detektor har bedt to uvildige eksperter regne på, om det er bedre for miljøet at parkere bilen i garagen og i stedet tage flyet, når man tager på ferie.

Regnestykkerne tager udgangspunkt i tre populære destinationer for bilferie: Amsterdam, den franske Riviera eller en skiferie til en destination i nærheden af den østrigske by Innsbruck.

Og konklusionerne fra begge eksperterne er klare: Hvis valget står mellem at flyve eller at køre, er det bedst for miljøet at vælge bilen.

Annonce på kant lovgivning

Afsløringen får nu Det Økologiske Råd til at overveje at inddrage Forbrugerombudsmanden i sagen. Det fortæller transportmedarbejder i rådet Jeppe Juhl til Detektor.

- Jeg mener, at det er vildledende at sige, at moderne fly forurener mindre end biler og færgetrafik. Og dermed bringer man sig også på kant med Forbrugerombudsmandens vejledninger om miljømarkedsføring. Så det er da noget, vi vil overveje, om vi skal kigge nærmere på sammen med Forbrugerombudsmanden.

Hos Spies har man forsøgt at lave en retvisende sammenligning mellem fly og bil, fortæller kommunikationschef hos Spies, Torben Andersen.

- Vi har ingen interesse i at vildlede. Vi har fortalt om det, som vi troede, det var. Men hvis der er nogle, der siger noget andet, må vi jo kigge på det.

Spies regner med halvtom bil

Når Spies kommer frem til, at flyet forurener mindre end bilen, skyldes det, at flyselskabet regner med, at der kun sidder 1,5 person i hver bil, mens flyet er næsten fyldt.

Når Spies vælger at regne med netop 1,5 person per bil, skyldes det, at 1,5 person er det europæiske gennemsnit for, hvor mange passagerer der sidder i en bil.

Men det tal er ikke egnet til sammenligning af ferierejser, fortæller forbrugerøkonom hos FDM Allan Skytte Christensen.

- 1,5 passagerer per bil dækker over al passagertransport, og det er jo typisk pendling til og fra arbejde. Det er ikke specielt egnet til at sige noget om kør-selv-rejser. Fordi kør-selv-rejser er typisk familierejser, hvor der er mellem to og fem personer.

Spies vil rette på annonce

Hvis man derimod sammenligner en fyldt bil med et fyldt fly, vinder bilen som den mindst skadelige for miljøet, fortæller specialestuderende på Teksam, Miljøplanlægning ved Roskilde Universitet, Morten Lund Madsen.

- Når vi sammenligner bilen med flyet på Amsterdam, skiferie til Innsbruck eller på badeferien til Nice, så er bilen mere energieffektiv, og den udleder mindre CO2 per person end flyet. Så der er det klart, at bilen er mere miljøvenlig.

Detektors gennemgang får nu kommunikationschef Torben Andersen til at love, at Spies vil se nærmere på tallene i pressemeddelelsen.

- Vi vil lave en ny, og så vil vi prøve at opdatere den og prøve at få den nye viden, som jeg har fået i dag, med, siger han.

Se mere om miljøpåvirkningen ved de forskellige rejseformer i Detektor på DR2 klokken 21:00.

Facebook
Twitter