Brug af mundbind i det offentlige rum bliver stadig mere og mere udbredt verden over.
Senest har en række stater i USA og den australske millionby Melbourne indført det som et krav til borgerne, når de forlader deres hjem. I næste uge træder lignende påbud i kraft i både Frankrig og Storbritannien.
Herhjemme er der hverken anbefalinger om- eller krav til at bære mundbind i for eksempel offentlig transport eller i supermarkedet.
Men det kan meget vel komme til efteråret, vurderer Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.
- Når smittespredningen forventeligt begynder at accelerere i Danmark, tror jeg også, vi vil begynde at se anbefalinger om at bruge mundbind her i landet. Det er min forventning, siger han.
Vi er blevet klogere
Lige nu er smittetrykket lavt herhjemme, men en anden bølge kan komme efter sommeren.
Forskere er gennem de seneste måneders corona-pandemi blevet klogere på mundbindsvirkning, hvorfor det virker mere og mere fornuftigt at tage det i brug i nogle situationer, siger Jens Lundgren.
Derfor ser han det også som sandsynligt, at de danske myndigheder kan finde på at ændre de nuværende retningslinjer, så danskere for eksempel skal iføre sig et mundbind i toget, bussen eller i en forretning.
- Generelt set er der ikke nogen grund til at bruge mundbind, men det giver mening på steder, hvor mange er samlet indenfor, siger han.
I midten af marts havde kun 10 lande et påbud om mundbind, men nu er der ifølge norske NRK 130 lande verden over med større eller mindre krav om at dække næse og mund til.
Sundhedsstyrelsen har allerede åbnet mere op
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har tidligere sagt, at mundbind ikke skulle være påbudt i det offentlige rum, men i juni ændrede man sin anbefaling.
Nu lyder den, at at alle bør anvende mundbind på steder, hvor det er svært at holde afstand til andre.
Den anbefaling følger Danmark ikke, men for to uger siden åbnede Sundhedsstyrelsen mere op for, at brug af mundbind kan være en god idé i særlige tilfælde.
Eksempelvis til og fra en corona-test, på vej hjem fra en rejse i et højrisikoområde, eller hvis man er pårørende eller ikke kan holde afstand til nogen i risikogruppe.
Et stort, dansk forskningsprojekt om effekterne af brug af mundbind ventes offentliggjort snart, og det kan måske gøre eksperter klogere på, om det er en god idé at bære eller ej.
Når eksperter har været tøvende i forhold til at anbefale mundbind, skyldes det blandt andet, at virkningen af brugen har været tvivlsom.
Det kan give en falsk tryghed at bære, og mundbind bør heller ikke erstatte krav om afstand og hyppig håndvask/håndsprit.
- Hvis folk bevæger sig tættere på hinanden og glemmer reglerne for god hygiejne, så er vi jo lige vidt, har Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi på Københavns Universitet, tidligere sagt til DR Nyheder.
20.07: Tidligere fremgik det af artiklen, at Jens Lundgren tror på et krav om mundbind. Det er rettet, så det nu fremgår, at Jens Lundgren tror på en anbefaling om mundbind.