Forskere har de senere år mistænkt perfluorerede stoffer for at være medvirkende til fertilitetsproblemer, spontane aborter, brystkræft og adhd, og nu viser et nyt studie, at en farlig cocktail af de giftige fluorstoffer i blodet hos gravide kan hæmme fostres vækst.
Desværre er fluorstoffer svære at slippe for.
Vi er nemlig udsat for dem alle vegne, og det er ikke altid til at gennemskue, hvilke produkter der indeholder fluorstoffer.
- Fluorstoffer bliver brugt i mange produkter, da de er smudsafvisende, og der er ikke nødvendigvis deklarering på produkterne, fordi giftigheden af stofferne stadig er relativt ny viden, forklarer Xenia Trier, der har forsket i fluorerede stoffer i emballerede fødevarer ved Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet for Fødevarestyrelsen.
Læs, hvad Xenia Trier gør for at undgå de giftige fluorstoffer.
Køb svanemærket og genbrug
Svanemærket papir og pap må ikke indeholde kendte sundhedsskadelige fluorstoffer. Derfor er svanemærket det gode valg, hvis du vil undgå uønsket kemi i madpapir, rengøringsmidler, møbler og tekstiler. Alternativt kan du købe genbrug, påpeger Xenia Trier.
- Køb af svanemærkede produkter er den lette vej til at undgå de stoffer, vi ved, er skadelige, og så er de heller ikke så skadelige for miljøet. Hvis man bruger sine ting længe og køber brugt tøj, er man også mere sikker på, at der ikke er en masse kemikalier, fordi imprægneringen, som fluorstoffer kan være i, forsvinder med tiden. Det hjælper meget.
Drop pizzabakken og spis af en tallerken
Pizzabakker og anden fedtafvisende mademballage kan indeholde en cocktail af skadelige stoffer, så hvis du køber en pizza eller andet take-away, minimerer du den gentagne eksponering ved at spise maden fra en tallerken.
- Der er meget emballage, der indeholder giftige kemikalier som fluorstoffer, så hvis man spiser take-away mad ofte, er det ikke særlig godt at spise det ud af bakken. Mængden af stoffer, man udsætter sin krop for mindskes, hvis man i stedet spiser af en rigtig tallerken, siger Xenia Trier.
Pop popcorn i en gryde og bag kagen selv
Da Xenia Trier undersøgte emballages påvirkning på fødevarer blev det klart, at mikrobølgepopcorn var blandt det største syndere. Det samme var kager i fedtafvisende forme.
- Fedtet mad vil trænge igennem papir på et tidspunkt, medmindre det er imprægneret med et eller andet. Derfor er det en god idé at tænke over det, hvis man køber fedtet mad i papir eller papemballage, der ikke er fedtet på ydersiden, siger Xenia Trier og tilføjer:
- Der er kommet alternativer til fluorstoffer, som nogle producenter bruger, men det bedste er at poppe popcornene selv, og bage de kager, man skal spise, derhjemme. På bagepapir uden fluorstoffer selvfølgelig.
Overvej imprægnering en ekstra gang
Imprægning er ikke altid nødvendigt, så du bør overveje det en ekstra gang, før du sprayer det vand- og smudsafvisende lag henover de nye støvler, vinterjakken eller sofaen, anbefaler Xenia Trier, der generelt undgår imprægnerede produkter:
- Jeg undgår selv imprægnering, der indeholder fluorstoffer. Det kan være i alle slags lige fra skoimprægnering, imprægnering af stofmøbler og duge, imprægnerede træoverflader og gulvvaskemidler, der har smudsafvisning. Hvis det afviser fedt, snavs eller olie er det som regel fluoreret, siger hun.
Xenia Trier påpeger, at der også findes produkter til imprægnering uden fluorstoffer.
Støv af og vask gulvet grundigt
Møbler, tøj og sko kan over tid afgive fluorstoffer. De sætter sig i indeklimaet og blander sig med støv, ligesom mange andre giftige kemikalier.
- Mange kemikalier ender i støvet. Det kan man både se med fluorstoffer og bromerede flammehæmmere, der kommer fra elektronik og er en anden gruppe skadelige kemikalier, siger Xenia Trier og uddyber:
- Hvis man får fjernet støvet og lufter ud, får man også fjernet mange af kemikalierne, som særligt små børn er udsat for, fordi de kravler rundt på gulvet. De er særligt såbare, da det er dem, det påvirker mest.
Tjek hverdagen for farlig kemi
I hjemmet har Xenia Trier især tjekket de produkter for kemi, som hun dagligt bruger. Der kan nemlig også være fluorstoffer i cremer og kosmetik.
- Der kan være meget høje niveauer af fluorstoffer i produkter, som mange bruger hver eneste dag og også i store mængder. Vi har meget fokus på parabener i plejeprodukter, men fluorstofferne er på mange måder værre, fordi de ophober sig i kroppen. Derfor skal man starte med at tjekke hverdagsprodukterne, siger Xenia Trier, der bruger Forbrugerrådets Kemilup.
- Man kan se efter fluor på varedeklarationen, men det er lettere at bruge kemiluppen, hvor du kan scanne produkterne i badeværelsesskabet og se, hvilke skadelige ting indeholder.
Tandpastaen skal du ikke være bekymret for, understreger Xenia Trier:
- Fluor i tandpasta er uorganisk fluor. Det er det organiske fluor, vi skal være bekymrede for.