Eksperter advarer: Mange drikker for meget i karantænetid

Ti gange så mange danskere tester alkoholvanerne hos Alkolinjen nu, end før begrænsningerne trådte i kraft.

Både Alkolinjen og Blå Kors mærker, at danskerne drikker mere. Coop bekræfter en stigning i salget af øl, vin og spiritus. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Artiklen er opdateret, efter flere supermarkedskæder efterfølgende har offentliggjort statistik for salg af øl, vin og alkohol.

Cafeer, værtshuse og restauranter er lukkede. Mens coronavirussen har sat store dele af landet på standby, er befolkningens alkoholforbrug flyttet hjem.

Ind bag danskernes hoveddør og hjemmets fire vægge. Det betyder, at der nu bliver skænket ekstra meget op i glassene.

Det mærker flere organisationer, der rådgiver om alkoholproblemer.

- Vi har registreret, at der er 10 gange så mange, der går ind på vores hjemmeside og tager vores online-alkoholtest, efter nedlukningen begyndte.

- Tager man testen er det ofte, fordi man vil se, hvordan ens ugentlige alkoholforbrug ligger i forhold til det anbefalede, siger Bjarne Elholm, der er leder af telefonrådgivningen Alkolinjen, som Sundhedsstyrelsen og Alkohol & Samfund driver i fællesskab.

- Generelt stiger alkoholforbruget, når danskerne holder fri eller har fri sammen. Så er der basis for at hygge, og der er alkohol et vigtigt element. Det er helt sikkert, at det også sker under en nedlukning som denne, forklarer Bjarne Elholm.

Stigende salg af øl og vin

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få oplyst, om store dagligvarekæder som Netto, Bilka eller Rema 1000 har solgt mere øl, vin eller spiritus siden den 11. marts.

Det var den aften, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) satte landet på standby.

Herunder kan du klikke dig gennem corona-krisen dag for dag og se, hvordan smitten har udviklet sig - og hvordan politikerne og myndighederne har håndteret det med diverse påbud, hastelove og hjælpepakker:

Hos Coop, der blandt andet står bag Superbrugsen, Irma og Kvickly, bekræfter man, at der har fundet en stigning sted.

Væksten er dog ikke lige så stor som den generelle stigning i omsætningen af dagligvarer, som Coop har oplevet i de seneste uger.

Stigningen skal samtidig ses i lyset af, at det ikke længere er muligt at besøge værtshuse, cafeer eller restauranter og få serveret alkohol. De er lukkede for at begrænse smittespredningen.

Alkoholikere kæmper med trangen

Selv om salgsstatistikken endnu ikke er tydelig, så er Alkolinjen ikke de eneste, som får flere henvendelser. Hos Blå Kors mærker man også, at der bliver åbnet flere flasker i privatlivet. Organisationen hjælper blandt andet med at forebygge alkoholproblemer.

- Baseret på erfaringer fra sommeren og højtider ved vi, at der bliver gået mere til makronerne, så det gælder formentlig også nu. Vi har ikke noget statistisk belæg for det, men jeg tror helt sikkert, at sådan en nedlukning øger forbruget af alkohol. Nogle har måske brug for at dulme nerverne eller at skænke sig et glas om aftenen. Af den ene eller den anden grund, siger Thomas Røddik Korneliussen, kommunikationschef i Blå Kors.

Særligt for ædru alkoholikere eller folk i behandling er corona-isolationen en fornyet styrkeprøve med misbruget. Det fortæller Maja Thygesen, der før landet lukkede ned deltog i regelmæssige terapisamtaler hos Blå Kors.

- Man kæmper med den trang, der dukker lidt mere op nu, hvor man går derhjemme. Før i tiden var det nemt at ty til alkohol, hvis tingene blev lidt svære. Det er det, jeg kæmper for ikke at gøre nu, fortæller Maja Thygesen, der tidligere på ugen medvirkede i P1 Morgen.

Til daglig arbejder hun også som frivillig hos Blå Kors.

Terapi er stoppet

På grund af faren for smittespredning er de fleste samtaler som et led i alkoholbehandling sat på ubestemt pause, oplyser Blå Kors. Det betyder, at mange tidligere alkoholikere og personer under behandling nu er overladt til sig selv.

Mange af dem ‘falder i’, siger Lars Utzon, der er souschef ved Blå Kors Behandlingscenter i Taastrup.

- Der gik ikke mange timer, fra vi startede med vores nødberedskab, til vi hørte om de første tilbagefald, siger Lars Utzon til P1 Morgen.

En tendens, som også Bjarne Egholm fra Alkolinjen bekræfter. Mange tidligere misbrugere falder tilbage i de gamle vaner under isolationen.

Det betyder, at en stor gruppe alkoholmisbrugere får brug for ekstra hjælp, når samfundet atter åbner.

Men der er særligt én gruppe, der vækker ængstelse og bekymring. I langt over to uger har børn af forældre, der drikker derhjemme, været overladt til sig selv. Ude af syne fra professionelle øjne.

- De vil ikke i samme udstrækning blive opdaget af sundhedsfagligt personale, skolelærere eller pædagoger i institutioner. De er 24 timer i døgnet overladt til forældre, der måske drikker derhjemme. Jeg tør slet ikke tænke den tanke til ende, hvilken betydning nedlukningen kan have for de børn, siger Lars Utzon.

Blå Kors oplyser, at man, så vidt det er muligt, forsøger at holde behandlingsforløb i gang med video- og onlinekonsultationer.

Siden artiklen blev udgivet, har flere supermarkedskæder offentliggjort statistik for salg af alkohol. Salling Group oplever en stigning, men vil ifølge Mandag Morgen ikke sætte procent på stigningen. Dagrofa oplever ingen nævneværdige ændringer. Coop har efter nøjere granskning af tallene oplevet et fald i salget af vin, spiritus og øl på 5-12 procent.