Eksperter: Derfor skal du ikke frygte corona-mutationer i svin, køer og kæledyr

Ingen grund til at frygte corona og mutationer hos danske svin, siger to professorer.

Der er ingen grund til at frygte, at danske grise smitter med en muteret coronavirus, som det har været tilfældet med mink, siger to eksperter. (Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix) (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

Aflivningen af danske mink er i fuld gang, efter man har fundet en muteret variant af coronavirus hos 12 personer i Nordjylland.

Ifølge Fødevarestyrelsen er der 1.137 minkbesætninger i Danmark og cirka 12 millioner mink.

Et tal, der kun matches af den danske svine- og kyllingeproduktion.

Men der er ingen grund til at frygte, at vi vil se smitte og mutationer i vores svine- eller kyllingebestand på samme måde, som vi har set det i mink. Det er i hvert fald den klare melding fra Statens Serum Institut.

Vi har spurgt en række eksperter, hvordan det hænger sammen.

Kan corona smitte vores svinebestand?

(Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

- Det kan ikke smitte til grise. Det har flere studier vist. Det kræver, at virus kommer ind i cellerne. Det kan det slet ikke på grise, siger seniorforsker i veterinær virologi hos Statens Serum Institut Thomas Brunn Rasmussen.

Grisenes celler er simpelthen ikke gearet til at modtage virusset på samme måde, som det er tilfældet hos mennesker og mink.

- Virus bruger en receptor for at sætte sig på cellerne. Man skal forestille sig en nøgle og et nøglehul. På mink har virus en meget effektiv nøgle. og på grise har de slet ingen.

Thomas Brunn Rasmussen bakkes op af professor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab Graham Belsham.

- Vi har to rigtig gode studier på området, og der er intet, der peger på, at svin kan blive smittet. I min verden kan man aldrig sige aldrig, men der må jo utvivlsomt være mange mennesker, der har båret virusset, der har været i kontakt med svin, og der er stadig ikke en eneste indikation på, at virus er blevet overført.

Kan det smitte kvæg og kyllinger?

BT: Kyllingefarm hos Solveig Laursen, Struer, godt 30.000 kyllinger klar til slagtning. her drikkevand (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Både Thomas Brunn Rasmussen og Graham Belsham understreger, at der heller ikke er noget som helst, der peger på, at hverken kvæg eller fjerkræ vil kunne blive smittet eller skabe corona-mutationer, som vi har set det hos mink.

- Der er heller ikke noget, der peger på, at virus kan ramme og mutere i kvæg. Det er til dels belyst. Og vi har ingen grund til at tro, at det kan udvikles og mutere i kvæg, fortæller Thomas Brunn Rasmussen.

Og når det kommer til kyllinger, så er risikoen endnu bedre belyst.

- Lige med kyllinger er det i endnu større grad end med kvæg belyst, at virus ikke vil sætte sig og mutere.

Heller ikke Graham Belsham ser nogen indikationer på, at vi skal frygte for vores bestand af køer og kyllinger.

Bør vi overvåge kvæg, kyllinger og grise for corona?

(Foto: David Høgsholt)

Derfor mener de to forskere heller ikke, at der er nogen grund til, at de danske myndigheder går specifikt på jagt efter coronavirus i de danske bestande af grise, kyllinger og kvæg.

- Med de beviser, der forelægger, for at virus ikke kan vandre og mutere i den her gruppe af dyr, så ville det være et decideret ressourcespild at overvåge dyrene specifikt for corona, siger Graham Belsham.

Samme besked kommer fra Thomas Brunn Rasmussen, der understreger, at man jo undersøger dansk dyrehold, men bare ikke overvåger specifikt for SARS-CoV-2 (coronavirus. red).

- Der er en løbende overvågning, men der er ikke en speciel overvågning efter covid-19.

Men ville det ikke være en god idé ud fra et forsigtighedsprincip?

- Der er ikke grundlag for at teste alle dyrearter for covid-19. Vi tester de dyr, der er mistænkes for covid-19-infektion, såsom mink.

Mikrobiolog og professor ved SDU Hans Jørn Kolmos er dog ikke enig i, at det ville være et spild af ressourcer. Han mener tværtimod, at det ville være en rigtig god idé, hvis man testede danske svin.

- Jeg vil advokere for, at man etablerer en overvågning i svin, og det kunne passende være svin, som man har fået til slagtning. Så man får nogle stikprøver, så man ved, hvad man har med at gøre, lød det torsdag i Deadline.

Siger du, at hvis man gik ud i morgen og testede svin, så ville man finde smitte?

- Det kan jeg ikke svare på. Jeg kan kun sige, at det ville være fornuftigt at undersøge.

Hvad med kæledyrene?

(Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Selvom der flere gange er blevet konstateret smitte i hunde og katte, så skal man ikke frygte, at der vil komme en masseaflivning af danskernes kæledyr.

- Hunde og katte kan godt blive smittet, men de bliver ikke syge, som mennesker gør det. Deres immunforsvar slår virussen så hurtigt ned, at det ikke er muligt for et kæledyr at overføre virus, selv en muteret variant, til et menneske, siger Graham Belsham.

Samme melding lyder fra Thomas Bruun Rasmussen.

- Folk skal ikke være bange for deres kæledyr, forsikrer han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk