Eksperter: Derfor stiger antallet af smittede i Danmark

Flere tests og et udbrud på et slagteri er to bud på, hvorfor vi ser flere coronasmittede.

I går var der blevet registreret 91 nye smittetilfælde det seneste døgn, og det er det højeste antal smittede siden 18. maj. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Den seneste uge er antallet af positive coronatest steget.

I går blev der registreret 91 nye smittetilfælde for det seneste døgn, og det er det højeste antal smittede siden 18. maj.

Men smitten er ikke ved at komme ud af kontrol, siger afdelingschef Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut.

- Indtil videre ser det ud til, at epidemien er under kontrol. Min formodning er, at mange lader sig teste, fordi de måske kommer hjem fra sommerferie. Vi laver flere tests, end vi gjorde for nogle uger siden. I uge 28 lavede vi gennemsnitligt 11.000 tests om dagen. Nu laver vi omkring 20.000, siger hun.

Og den forklaring er Lone Simonsen, pandemiforsker og professor i folkesundhed ved Roskilde Universitet, enig i.

- Vi har haft en stor stigning i antallet af mennesker, som bliver testet, så jeg er ikke alarmeret over tallet, siger hun.

Smitte på slagteri trækker op

Derudover peger begge eksperter på, at vi lige nu ser et såkaldt 'mikroudbrud' i Ringsted, hvor flere medarbejdere er smittet på et Danish Crowns slagteri.

I går meddelte slagteriet, at der var tale om en fordobling i antallet af smittede - fra 16 til 32 personer.

- Det er vigtigt, at vi får den slags udbrud under kontrol. Hvis du tænker tilbage til februar eller marts, så havde vi slet ikke den testkapacitet eller evne til at følge op på smitteopsporing, som vi har nu, lyder det fra Lone Simonsen.

- Vi skal bruge de værktøjer til at holde virus i skak, så vi ikke ser en udbredt smittespredning, siger hun.

Og selvom vi ikke skal være bekymret, så forventer Thyra Grove Krause, at vi kommer til at se lidt flere tilfælde den kommende tid.

- Virusset rører lige nu på sig i Europa, og derfor er min forventning, at vi godt kan se en stigning i antallet af smittetilfælde, siger hun.

Derudover slår hun også fast, at antallet af indlagte fortsat er lavt, og hvis der også sker en lille stigning i antallet af indlæggelser, så skal vi heller ikke frygte noget for nuværende, da der ikke er tegn på en belastning af sundhedsvæsnet i øjeblikket.

Ekspert: Vi skal ikke forberede os på nedlukning

Siden coronapandemien ramte verden, har flere spekuleret i, hvornår den anden bølge af virusset ville ramme.

Men det er Lone Simonsen ikke så bekymret for.

- Det begreb med "anden bølge" har jeg det lidt svært med. For mig at se, som historisk pandemiforsker, så har vi aldrig rigtigt været igennem første bølge. Meget få danskere har været smittet. Vi har haft så godt tjek på at holde den nede, siger hun.

- Jeg tror, vi får en eller anden form for stigning. Jeg vil skyde på, at det bliver til efteråret eller til vinter, og så må vi forholde os til det, siger hun.

Thyra Grove Krause tror heller ikke, at vi skal forberede os på, at efteråret bliver ligesom vores forår.

- Man skal ikke forberede sig på en nedlukning af hele samfundet. Hvis vi har geografiske ophobninger af smitte, så kan man lave restriktioner i bestemte områder, siger hun og henviser til Hjørring, hvor man efter et udbrud på et ældrecenter, indførte restriktioner for besøgende på plejehjem.

I alt har Danmark haft 13.725 bekræftede tilfælde af coronavirus.