Eksperter efter ny SSI-rapport: Intet tyder på, at omdiskuteret virusvariant udfordrer vacciner

To eksperter sår tvivl om begrundelsen for nedlukningen af syv kommuner, efter Statens Serum Institut har udgivet ny rapport.

- De data, der er lagt ud, understøtter ikke, at det her er en risiko for, at vaccinerne ikke kommer til at fungere, vurderer Jens Lundgren, professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Rigshospitalet, efter at have læst ny videnskabelig rapport. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Umiddelbart er der ingen grund til bekymring for, at kommende vacciner ikke vil virke på den særdeles omdiskuterede cluster fem-virusvariant.

Det er meldingen fra en række eksperter, DR har talt med, efter de har læst en ny videnskabelig rapport, som Statens Serum Institut udgav tirsdag.

Rapporten gennemgår de forsøg, som instituttet har foretaget på den såkaldte cluster fem-virusvariant, der er fundet blandt mink og i alt 12 personer i Nordjylland.

Det er blandt andet disse forsøg, der har givet anledning til bekymring for, at cluster fem-virusvarianten kan blive et problem for de kommende corona-vacciner.

Men rapportens fund skræmmer ikke umiddelbart, de eksperter DR har talt med.

- De data, der er lagt ud, understøtter ikke, at det her er en risiko for, at vaccinerne ikke kommer til at fungere, vurderer Jens Lundgren, professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Rigshospitalet, efter at have læst rapporten.

Jens Lundgren mener ikke, at cluster fem-virusvarianten kan undergrave en eventuel vaccine, som det ser ud lige nu. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Samme melding lyder fra Søren Riis Paludan, der er professor i virologi på Aarhus Universitet.

- Baseret på de data, de får, mener jeg ikke, at man kan konkludere – og næsten heller ikke engang spekulere i – at her kunne være ophav til en ny pandemi, eller at vaccinerne ikke virker, siger han.

Thomas Laustsen, der er lektor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet, har også nærstuderet de data, som SSI har lagt frem. Heller ikke han kan se, at der er særlig grund til at være bekymret for den nye mutation:

- Med de data, SSI i dag har lagt frem, er det meget svært at sige, om det er en særligt farlig mutation. Vi ved faktisk ikke, om vi har et problem, siger han.

- Jeg forstår godt, man har hævet øjenbrynene, da man i laboratoriet så, at antistofferne ikke virkede så godt på den her mutation. Men med de data, jeg nu har set, så er der ikke noget af det her, der gør mig voldsomt bekymret, siger han.

Lars Østergaard, professor og ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital, frygter heller ikke umiddelbart for effekten af en kommende vaccine efter at have læst de nye data.

- Jeg synes ikke, at man ud fra artiklen kan sige, at fremtidige vacciner vil være virkningsløse eller have nedsat funktion med hensyn til cluster fem-varianten, siger han.

Undrer sig over lukning af landsdel

Noget af det, nogle af eksperterne hæfter sig ved, er, at cluster fem-virusvarianten er følsom overfor antistoffer. Godt nok mindre følsom, end de virusvarianter vi hidtil har kendt, men den reagerer stadig ved et højere niveau af antistoffer.

Det er godt nyt i forhold til vaccinerne, lyder det fra Jens Lundgren.

- Det kommer an på i hvilket niveau, man udsætter virus for med de her antistoffer, hvis der er meget få antistoffer, er der måske et problem, men hvis der er relativt mange antistoffer ophæves et eventuelt problem, og det er det, vaccinerne skal gøre. De skal levere mange antistoffer.

- De her data underbygger ikke, at det her en trussel mod vaccinerne, tilføjer han.

De nye data får Søren Riis Paludan og Jens Lundgren til at stille spørgsmålstegn ved den omfattende nedlukning af syv nordjyske kommuner, regeringen har besluttet.

Nedlukningen er blandt andet blevet begrundet med, at cluster fem-virusvarianten skulle udryddes, fordi man frygtede dens effekt på kommende vacciner.

- Baseret på de data, der nu er lagt frem, synes jeg ikke, at der er basis for at lukke en landsdel ned, siger Søren Riis Paludan.

- Data er grundige nok, men tolkningen er taget til sine ekstremer, siger Søren Riis Paludan. (© (C) DR Nyheder)

Jens Lundgren fortæller, at han fra starten har undret sig over begrundelsen for at lukke store dele af Nordjylland.

Efter Statens Serum Institut har lagt sine data frem, undrer han sig stadig.

- Jeg er jo en ærlig mand med, hvad det kan afstedkomme af problemer, så nej jeg forstår det ikke.

- Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det stadig ikke, siger han.

Begge professorer medgiver dog, at der kan være andre relevante argumenter for beslutningen om at aflive mink, som regeringen også bebuddede på det pressemøde, hvor den lukkede store dele af Nordjylland.

SSI: Vi mangler flere undersøgelser

Hos Statens Serum Institut mener afdelingschef Tyra Grove Krause endnu, det er for tidligt at fastslå, hvorvidt cluster fem-varianten kan blive et problem for en kommende vaccine.

- Jeg tænker, at det er en god nyhed, at de ikke umiddelbart er bekymrede, og det må man jo så afprøve i nogle tilsvarende forsøg, som vi har lavet med antistoffer fra nogle, der har fået vaccinen. Det er helt klart relevant at få afdækket, og vi har også hele tiden sagt, at der er behov for opfølgende undersøgelser.

Men hvor sikker er du selv på, at cluster fem vil kunne hæmme en fremtidig vaccineudvikling?

- Det vil jeg først kunne sige, når jeg har set yderligere resultater. Det er rigtigt, at det forsøg, der er lavet her, ikke kan konkludere det. Det giver en mistanke til, at ændringer i virus kan føre til nedsat følsomhed, siger hun og tilføjer, at det godt kan vise sig, at cluster fem i sig selv ikke udfordrer fremtidige vacciner. Det nye fund viser dog, at der kan ske mutationer, som ændrer virussets følsomhed overfor antistoffer, når corona-virusset springer fra mennesker til mink og omvendt.

Derfor er der ifølge hende, så længe virus kan smitte mellem mennesker og mink, en risiko for, at der kan opstå nye virusvarianter altså potentielt et såkaldt cluster seks, syv eller otte, som måske er endnu mindre følsomme overfor antistoffer end cluster fem. Det vil muligvis kunne udfordre en vaccine.

Ud fra et 'forsigtighedsprincip' mener hun stadig, at den midlertidige nedlukning af de syv kommuner kan forsvares.

Hun understreger dog, at begrundelsen for nedlukningen ikke kun er bekymringen for spredningen af cluster fem-virusvarianten.

- Der har været meget høje smittetal i Nordjylland, og der er forskellige minkvirusvarianter i omløb. Det billede, vi har af, hvilke virusvarianter der i omløb, ligger nogle uger tilbage, nemlig fra uge 42. Der kan være sket ting siden det billede. Ud fra et forsigtighedsprincip synes jeg, det er fornuftigt at lave tiltag for at bremse smitten der, så længe vi ikke har et reelt overblik over, hvilke ændrede virusvarianter der egentlig er i omløb.

Facebook
Twitter