Eksperter: Et par hundrede arbejdspladser i drift af Facebook-datacenter

I Sverige har Facebooks datacenter kastet 120 faste stillinger af sig.

Facebook vil ifølge Fyens Stiftstidende bygge kæmpe datacenter i Odense. Centret - hvis det realiseres - vil blot være det tredje center uden for USA, hvor det første (billedet) blev opført i Luleå i Sverige. (Foto: Susanne Lindholm © Scanpix)

Omkring 1.200 jobs i forbindelse med byggeriet af datacentret og efterfølgende flere tusinde jobs som en direkte eller indirekte konsekvens af Facebooks datacenter.

Sådan forlyder det i Fyens.dk’s artikel omkring potentialet ved et Facebook datacenter i Odense. Avisen har nemlig opsporet, at internetmastodonten angiveligt har planer om at etablere et stort datacenter på en 508.672 kvadratmeter stor grund i Tietgenbyen øst for Fyns hovedstad.

Ifølge Peder Bank, der er nordisk direktør i virksomhed Interxion, der tilbyder dataplads til it-virksomheder, er det fantastisk, hvis det lykkes at hente Facebook til Danmark. Jobpotentialet – efter byggeriet er afsluttet – skal dog nok tages med et gran salt.

- Når anlægget er oppe at køre, er det begrænset, hvad der skal bruges for at holde det kørende, siger han.

Hans bud er, at det vil skabe et par hundrede arbejdspladser.

En vurdering, som deles af Brian Toft, der er divisionsdirektør i IT-virksomheden Sopra Steria.

- Det er jo ikke mange tusinde arbejdspladser, vi snakker om her på sigt. Der vil måske være et par hundrede arbejdspladser i den forbindelse – det er selvfølgelig også værd at tage med, siger han.

VVM-Undersøgelse: 115 ansatte

Heller ikke it-ekspert og blogger Poul-Henning Kamp, der er specialist i serversoftware som Unix, ser mange arbejdspladser i den daglige drift af datacentret.

- Der kommer max cirka 50 faste stillinger og nogle lokale ventilationsfirmaer får måske lov til at skifte luftfiltrene, skriver han i en kommentar til DR Nyheder.

Poul-Henning Kamp anbefaler blandt andet, at man kigger i den VVM-undersøgelse, som laves, før så store projekter sættes i søen for at vurdere miljøpåvirkninger.

I den, der er udarbejdet for Facebooks datacenter, fremgår det blandt andet, at der ”vil forekomme almindeligt husholdningsaffald fra kontorer mv fra skønsmæssigt 115 ansatte”.

120 ansatte i Sverige

I artiklen fra Fyens.dk fremgår det, at jobpotentialet er baseret på erfaringerne fra den svenske by Luleå – det første sted uden for USA, hvor Facebook åbnede et datacenter.

Centret er mindre end det, som angiveligt skulle være på vej i Odense. Her er 120 personer – ifølge en undersøgelse fra juni 2014, som konsulentvirksomheden Boston Consulting Group har udarbejdet for Facebook - ansat på datacentret, og med afledte effekter af driften når antallet 255 jobs.

Håkan Ylinenpää, der er professor på Luleås tekniske universitet, har undersøgt effekterne af Facebooks tilstedeværelse i Luleå.

For Luleå betød det omkring 120 nye jobs direkte på datacentret, mens der kom omkring 30 i form af bevogtningsopgaver, forklarede han i 2015 til den svenske avis Helsingborgs Dagblad.

- Men hvad vi ikke skal glemme, er effekten på selvopfattelsen og selvforståelsen heroppe nordpå. Vi har trods alt formået at lokke en af verdens største virksomheder til. Og hvad det betyder på sigt, ved vi ikke, forklarede han.

Facebook selv oplyser til DR Nyheder, at der ikke er truffet en endelig beslutning om milliardinvesteringen i Odense endnu.