Eksperter: Flere virksomheder vil følge trop og aflyse årets julefrokoster

Vi må holde julefrokoster med 'sund fornuft'. Men flere og flere virksomheder vil alligevel aflyse for at beskytte omdømmet, vurderer to adfærdsforskere.

Torsdag og fredag lød de daglige smittetal på henholdsvis 4.013 og 4.070, hvilket er rekordhøje tal for 2021. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix Denmark)

For mange bliver det heller ikke i år, at rensdyrgevir, julekugleøreringe og andet lir skal luftes til årets julefrokost på arbejdspladsen.

Flere og flere virksomheder vælger nemlig at aflyse festlighederne, selvom der ifølge sundhedsmyndighederne reelt ikke er noget i vejen for at afholde dem, hvis vi husker coronavaccine, udluftning, afstand og en række af de andre forebyggende foranstaltninger, som vi har fået dem fortalt gennem tiden.

Det slog blandt andet vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Bilsted Probst, fast på gårdagens pressemøde.

Blandt de virksomheder, der vælger at tage den skridtet videre og alligevel aflyser årets julefrokost er blandt andet DR, Aarstiderne, Danske Fragtmænd samt senest DSB og TV2.

Og det vil ikke være de sidste, der går den vej, lyder det fra to adfærdsforskere.

Det skyldes dels, at når folk eller virksomheder er usikre og ikke ved, hvad der kommer til at ske, så kan man være sikker på én ting, og det er, at man begynder at se efter, hvad andre gør.

- Fortsætter andre med at spise, så spiser man. Begynder folk at løbe, så løber man.

- Og når nogle begynder at skrive historier om, at nu begynder folk at aflyse julefrokosterne, så begynder man at tænke: "Jeg er sgu ikke helt sikker på, hvad der sker her, men der er nogle andre, der begynder at aflyse, og så giver det et informationssignal om, at man muligvis også skal gøre det samme," siger Pelle Guldborg Hansen, der er adfærdsforsker på Roskilde Universitet.

Hvad vil omverdenen tænke, hvis vi holder stor firmafest?

Han bakkes op af adfærdsforsker Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet, som desuden fortæller, at når virksomhederne aflyser, handler det selvfølgelig dels om, at man vil undgå, at store dele af ens medarbejderstab bliver langt ned, så man ikke er i stand til at opretholde produktionen.

Derudover skyldes det også, at en del firmaer tager hensyn til deres omdømme ved at tænke over, hvordan man bør gøre som en ansvarlig virksomhed, og hvad omverdenen vil tænke, hvis man holder firmafest i en usikker tid - selvom det er tilladt med 'sund fornuft'.

- Især hensynet til omdømmet kan gøre, at aflysningerne løber som en steppebrand, når der er nogle, som begynder at melde ud, at de aflyser som eksempelvis DR og TV2, siger Michael Bang Petersen.

DSB har valgt at aflyse alle julefrokoster for samtlige 7.000 ansatte, fordi man ikke vil risikere, at eventuel smitte kommer til at påvirke infrastrukturen i hele landet. Det skriver TV2Lorry. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Hvis virksomheden ikke følger trop, kan den eksempelvis være bange for, at andre tænker, at man ikke tager situationen alvorligt.

Det er især manglen på klare regler, der betyder, at det, som nogle gør, hurtigt kan blive de uskrevne regler, som andre retter sig efter, vurderer Michael Bang Petersen.

- I en situation, hvor folk er usikre, kan normerne ændre sig hurtigt, ved at nogen tager en beslutning og siger, det er det her, vi mener, man skal gøre som ansvarlig virksomhed.

Han forventer, at flere virksomheder kommer til at følge trop i de kommende uger og jo flere, der følger trop, jo flere vil føle sig presset til at gøre det samme.

FacebookTwitter