Eksperter kalder mystisk droneaktivitet 'påfaldende' efter Nord Stream-eksplosion

Norske myndigheder melder om flere droneobservationer ved olie- og gasplatforme i dag.

Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix.

Sammenfaldet mellem Nord Stream-eksplosioner og ukendte droner, der flyver over et dansk gasfelt, virker meget påfaldende, mener to krigsforskere.

- Der er et tidsmæssigt sammenfald, og der er et sammenfald i det signal, som Rusland, som jeg antager står bag, forsøger at sende, siger André Ken Jakobsson, der er adjunkt ved Syddansk Universitet og forsker i hybrid krigsførelse.

210 kilometer vest for Esbjerg blev der onsdag observeret uautoriserede droner flyve over gasplatformen Halfdan Bravo, der ligger midt i Nordsøen. Det oplyser energiselskabet TotalEnergies, der er operatør, til Ekstra Bladet.

Rigspolitiet har bekræftet, at Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget en henvendelse om, at ansatte på platformen Halfdan Bravo har observeret en drone.

Dronerne blev spottet to dage efter, at offentligheden blev bekendt med de fire gaslæk på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2.

- Og det er påfaldende, mener Rasmus Dahlberg fra Forsvarsakademiet, der forsker i civilt beredskab og katastrofer.

- Det er ikke det samme, som at der er en sammenhæng. Men det er klart, at man er mere opmærksom på at undersøge, om der er.

Droner i nabolande

Så sent som i eftermiddag har norske myndigheder også kunnet rapportere om mystiske droner, der den seneste tid har sværmet omkring flere norske gas- og oliefelter i Nordsøen.

I januar var der meldinger om droner over svenske atomkraftværker.

Der er observeret drone-hændelser ved norske olieplatforme.

To årsager til droneflyvningen

Ifølge både André Ken Jakobsson og Rasmus Dahlberg er der to sandsynlige årsager til, at droner fløj rundt over gasplatformen Halfdan Bravo.

Den ene er, at man leder efter svagheder. Altså, rekognoscerer området.

- Simpelthen skaffe sig viden om, hvordan platformen ser ud, og hvordan den er beskyttet, siger Rasmus Dahlberg.

- Min umiddelbare vurdering er, at man for eksempel prøver at finde huller i sikkerheden og se, om der er noget, der er udsat, siger André Ken Jakobsson.

Den anden årsag er at blive set. Det sender nemlig et signal om, at man er til stede og kan på den måde skabe en frygt for, at der kommer et angreb på den danske, kritiske infrastruktur.

- Der er mange måder at sende signaler på, og en drone er et udmærket redskab, siger Rasmus Dahlberg.

Ifølge forskeren fra Forsvarsakademiet kunne man nemlig godt have lavet samme manøvre meget mere i det skjulte.

- Det er lidt ligesom at køre forbi nogens hus og sørge for, at de ser, at du kigger på dem. Det signalerer 'Se, vi er til stede, vi kan få placeret en drone tæt på og komme igennem. Vi ved, hvor I er', siger André Ken Jakobsson fra Syddansk Universitet.

Gasplatformen Halfdan befinder sig 210 kilometer fra Esbjerg Havn.

Ikke familiefædre på havnen

Politiet er i gang med at undersøge hændelsen og kan fredag stadig ikke komme med yderligere oplysninger.

Der er heller ikke nogen officielle udmeldinger om, hvem der tænkes at have sendt dronerne afsted.

For André Ken Jakobsson er der dog ikke mange muligheder.

- Det er ikke husholdningsdroner, som du og jeg kan købe. De har ikke rækkevidden til at nå 210 kilometer ud på havet.

Rasmus Dahlberg er ligeledes overbevist om, at det ikke er to familiefædre, der har haft gang i droneflyvningen fra Esbjerg Havn. Der er derimod tale om noget professionelt udstyr, mener han.

- Det er nogle, der gør det her for a living. Der findes masser af kommercielle droneoperatører, og man bruger dem i stor stil ude på platforme, men hvad skulle et kommercielt dronefirma dog have ud af at bruge en frygtelig masse penge på at flyve rundt derude uden at kunne sende regningen til energiselskabet TotalEnergies. Derfor er vi ovre i en statslig aktør, mener Rasmus Dahlberg.

Det er André Ken Jakobsson enig. Han har endda et konkret bud på, hvem der ejer dronerne.

- Det er meget sandsynligt, det er russerne. Det er den antagelse, jeg bygger mine vurderinger på. Der sker en sabotage mod Nord Stream, og den mest sandsynlige, logiske analyse af det, er, at det er Rusland, der har gjort det, siger André Ken Jakobsson.

Han mener, at det er en måde for Rusland at skrue op for presset mod Vesten på.

Halfdan Bravo-feltet blev tidligere drevet af Maersk Oil, men blev overtaget af TotalEnergies, da Mærsk solgte sine olie- og gasaktiviteter fra i 2018. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Svært at beskytte luftrummet

De danske myndigheder har hævet beredskabsniveauet for el- og gassektoren i Danmark til orange, som er det næsthøjeste niveau. Det betyder blandt andet mere overvågning af det danske forsyningsnet.

Men det er en ufattelig svær opgave at beskytte luftrummet mod eksempelvis droner, fordi det er sådan et kæmpe område, understreger André Ken Jakobsson.

- Det er muligt at beskytte nogle udvalgte infrastrukturer, men det er umuligt at beskytte alt det, der sikrer, at vi har strøm i vores stikkontakter, siger han.

Begge forskere peger på, at såkaldte jammere kan bruges til at blokere det signal, der styrer dronen.

- Sådan nogle kunne man godt udstyre folk med på platformene. Men jeg er i tvivl om, hvor godt de vil virke afhængig af dronetypen, siger André Ken Jakobsson.