Huawei

Eksperter: Kinesiske Huawei kan blive svære at skubbe ud af Danmark

Forudsætningerne for spionage kan allerede være på plads, vurderer IT-sikkerhedsekspert.

Forsvarets Efterretningstjeneste tager advarsler fra briterne om Huawei alvorligt, lyder det nu. (Foto: Chris Wattie © Scanpix)

Skaden er måske allerede sket.

Den kinesiske telegigant Huawei kan med sin milliarddyre TDC-aftale om udbygningen af 5G-netværket have skabt forudsætningerne for spionage i Danmark.

Sådan lyder det fra Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert ved CSIS Group. Han advarede efter eget udsagn mod aftalen, hvor Huawei overtog drift og vedligehold af TDC's mobilnet, før den blev indgået i 2013.

- Det her skib er svært at få vendt. Man tog en beslutning på et tidspunkt, hvor man fik anbefalinger fra sikkerhedseksperter om, at det var en farlig vej at bevæge sig ned ad.

- Det er en svær ændring at lave, hvis man beslutter at skubbe Huawei ud af Danmark, siger Peter Kruse.

Forsvarets Efterretningstjeneste har netop besluttet at rette fokus mod Huawei, efter at den britiske efterretningstjeneste har advaret mod at samarbejde med den kinesiske teknologi-gigant, når det handler om at opbygge det nye 5G-netværk.

Alle forudsætninger på plads

Lige nu tester danske TDC 5G-netværk herhjemme sammen med Huawei. Samtidig har det kinesiske firma til opgave at opgradere TDC's kabelnet, så det kan levere hurtigere hastigheder.

Frygten er, at kineserne får mulighed for at trække blandt andet personfølsomme data ud og bruge det i et magtspil med den vestlige verden.

Kritikere mener, at de kinesiske myndigheder via lovgivning kan tvinge Huawei til at hjælpe med eksempelvis aflytning af telefoner.

- Hvis man har en frygt for, at kineserne på nogen måde kunne finde på at spionere danske myndigheder, så er alle forudsætninger på plads, når en leverandør af den her type er lukket ind i vores infrastruktur, siger Peter Kruse:

- Kina har hele tiden været i efterretningstjenesters søgelys som en af de store fjender mod Vesten, så derfor har det været mig en gåde, hvorfor man valgte at lukke Huawei ind i TDC's netværk, noget af det mest følsomme og kritiske for at få den bærende internettrafik til at fungere i Danmark, siger han.

Tidligere har både Australien, USA og New Zealand valgt at opgive samarbejdet med det kinesiske selskab - af netop frygt for spionage.

Huawei har gentagne gange afvist alle anklager om spionage - og udtalt, at selskabets udstyr aldrig er blevet brugt til at spionere.

NSA gjorde det

It-sikkerhedsekspert Henrik Lund Kramshøj fra Zencurity Aps gør opmærksom på, at der tidligere har været eksempler på, at efterretningstjenester har stoppet leverancer af teleudstyr og indsat spionageudstyr i apparater.

- Amerikanske NSA har gjort det. Det har vi fra Edward Snowden-dokumenterne. Så det vil være naturligt for den kinesiske efterretningstjeneste at prøve at få adgang til data.

- Om det så sker med statens vidende, ved man ikke, siger Henrik Lund Kramshøj.

Han påpeger, at TDC ydermere vil være afhængige af kinesisk ekspertviden, når 5G-netværket skal vedligeholdes. Og afhængigheden gør dem sårbare.

- TDC har selvfølgelig en masse ressourcer til at vedligeholde det her nye netværk, men de er også nødt til at få noget ekspertviden og software fra dem, der har lavet udstyret, siger Henrik Lund Kramshøj.

Ifølge Jyllands-Posten skrev TDC i en pressemeddelelse i maj om en 5G-test, at den "er gennemført sammen med Huawei, som også i dag er leverandør til TDC Groups mobilnet". (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Henrik Lund Kramshøj mener dog, at TDC vil have mulighed for at begrænse adgangen til systemerne, så der ikke direkte kan trækkes data ud.

TDC meddeler i en skriftlig kommentar, at "sikkerhed er en topprioritet".

- Og vi følger altid de danske myndigheders anbefalinger og har en løbende og meget tæt dialog med Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste. Vi har et professionelt samarbejde med Huawei, herunder også om vores sikkerhed og håndteringen af denne, lyder det.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra Center for Cybersikkerhed under FE og forsvarsministeren.

Facebook
Twitter