Eksperter: Livsfarligt at lægge 5G-netværk i hænderne på de forkerte

Vi risikerer spionage og kan miste kontrol over livsvigtig infrastruktur, hvis vi lader kinesere stå for vores 5G-netværk, siger eksperter.

Det er langt fra uproblematisk at lade kinesiske Huawei stå for fremtidens mobilnetværk, siger eksperter. (Foto: © ALY SONG, Scanpix)

Lammede hospitaler, selvkørende biler, der holder stille og tusindvis af butikker, der ikke kan tage imod betaling for deres varer.

Det er skrækscenariet, som Danmark risikerer i den nære fremtid, hvor kritiske dele af vores samfund i stigende grad kommer til at afhænge af mobilnetværket.

Derfor er det bekymrende, at det kinesiske firma Huawei spiller en hovedrolle i opbygningen af TDC's kommende 5G-netværk.

Det siger de internationale eksperter, som DR Nyheder har talt med.

Tidligere har både Australien, USA og New Zealand valgt at opgive samarbejdet med det kinesiske selskab af frygt for blandt andet spionage.

Men hvad er det præcis vi risikerer, når et selskab som Huawei er med til at bygge landets mobilnetværk?

Det har vi spurgt tre eksperter om.

Hele landet kan blive lammet

Når man overlader mobilnetværket til udenlandske selskaber, risikerer man at miste en del af kontrollen over sin egen digitale infrastruktur, fortæller Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

- En udenlandsk aktør – og specielt hvis de har tætte statsforbindelser – kan få adgang til data og kan måske i sidste ende sætte en del af vores digitale infrastruktur ud af spil, siger han.

Alt fra muligheden for at få fat i en ambulance til at betale for sine varer nede i supermarkedet afhænger inden for den nærmeste fremtid af, at vores 5G-netværk fungerer som det skal, påpeger eksperter.

- Vi taler om, at man kan ramme det basale fundament, som en hel serie af kritisk infrastruktur nu er bygget på, siger Alan Woodward, professor ved center for cybersikkerhed på Surrey University i Storbritannien.

Fremtidens 5G-netværk kan få betydning for en lang række områder.

Professoren, der ved flere lejligheder har rådgivet de britiske myndigheder om informationssikkerhed, peger på sundhedssektoren, detailhandel, banksektoren og betalingssystemer som eksempler på den vigtige infrastruktur, der kan stå for skud.

- Jeg vil nok ikke gå så langt som at sige, at de kan slukke for lyset, men det er ret tæt på, siger han.

En lignende vurdering kommer fra Fergus Hanson, chef i tænketanken International Cyber Policy Centre, som blandt andet rådgiver de australske politikere.

- Hvis man bygger kritisk infrastruktur som 5G og forstår, hvordan systemet fungerer, så er det meget nemmere at lamme systemet, siger han.

Han siger, at 5G kommer til at spille en meget større rolle end, hvad vi er vant til fra 3G og 4G.

- Jeg tror, at dette kommer til at være det mest kritiske stykke infrastruktur, som noget land bygger, siger han.

- Vi taler om et netværk, der kommer til at styre hvert eneste vigtige del af vores daglige liv, siger eksperten, der peger på selvkørende biler og såkaldte smarthuse, hvor alt fra lys til varme styres fra telefonen, såvel som hospitaler.

- Det bliver kritisk for liv og død situationer, lyder det fra eksperten.

- Derfor er det vigtigt, at man har en troværdig producent, der bygger netværket, siger han.

Frygt for den kinesiske stat

Begge udenlandske eksperter peger på lovgivning, der blev vedtaget i Kina sidste år, som årsag til øget bekymring. Den kræver nemlig, at alle kinesiske selskaber skal samarbejde med de kinesiske efterretningsvæsner, hvis de bliver bedt om det.

- Det kinesiske kommunistparti kan tvinge dem til at spionere på statens vegne, siger Fergus Hanson.

Flere lande har valgt at afbryde samarbejdet med Huawei af frygt for, at den kinesiske stat vil bruge selskabet til blandt andet spionage.

I Storbritannien annoncerede den store teleudbyder BT i går, at man fjerner Huaweis udstyr fra centrale dele af de nuværende 4G netværk.

- Basalt set er tilliden væk, siger Alan Woodward.

Selv om et selskab som Huawei gerne vil operere efter loven i andre lande, risikerer de at blive tvunget til at spionere for den kinesiske stat, siger professoren.

Ifølge Alan Woodward har vi ikke særlig grund til at formode, at Kina vil os det ondt. Problemet er, at vi er så afhængige af landets leverandører af it.

- Kina er kommet i søgelyset, fordi vi er så afhængige af dem, sige professoren, der siger, at over 90 procent af verdens computere kommer fra landet.

Fergus Hanson mener derimod, at der er grund til at holde et vågent øje med Kina. For mens vi i lande som Danmark fokuserer meget på Rusland, så er Kina i gang med at blive en supermagt, siger han.

Derfor skal man tænke sig godt om, inden man gør Danmarks ve og vel afhængige af dem, lyder budskabet.

Huawei har gentagne gange afvist alle anklager om spionage - og udtalt, at selskabets udstyr aldrig er blevet brugt til at spionere.

I et skriftligt svar fra Huaweis danske afdeling skriver virksomheden, at de kategorisk afviser, at de skulle udgøre en sikkerhedsrisiko, eller at de har været brugt til at stjæle data, firmahemmeligheder eller lignende.

- Vi ville aldrig støtte eller tolerere den slags aktiviteter, lyder det i det skriftlige svar.

Risiko for spionage

Spionage gennem mobilnetværk kan foregå både som en større høst af såkaldt metadata, men kan også være, at fremmede magter følger med i vores sms'er og telefonsamtaler.

- Man vil kunne målrette det mod enkeltpersoner eller institutioner, og man vil også kunne tage metadata, siger Flemming Splidsboel Hansen.

En fremmed efterretningstjeneste ville eksempelvis kunne bruge store bunker metadata til at opbygge et billede af, hvem der kender hvem.

- Efter det kan man zoome ind og fokusere på en enkeltperson og forsøge at hente deres beskeder, siger Alan Woodward.

Tidligere i dag meddelte TDC i en skriftlig kommentar til DR Nyheder, at "sikkerhed er en topprioritet".

- Og vi følger altid de danske myndigheders anbefalinger og har en løbende og meget tæt dialog med Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste. Vi har et professionelt samarbejde med Huawei, herunder også om vores sikkerhed og håndteringen af denne, lyder det.

Forsvarsministeren: Vi skal ikke være naive

I et mailsvar til DR skriver forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, at man skal kunne være helt trygge ved de udenlandske selskaber, der leverer til det danske telenet. Samtidig er der brug for konkurrence, så man får de bedste løsninger.

- Men vi skal heller ikke være naive, skriver forsvarsministeren.

- FE (Forsvarets Efterretningstjeneste red.) og Center for Cybersikkerhed er meget opmærksomme på den dynamik, der er mellem den kinesiske stat og kinesiske virksomheder, som Huawei. Dette gælder især de sikkerhedsmæssige udfordringer for vores teleinfrastruktur, der kan opstå i den forbindelse, lyder det i det skriftlige svar.

- Jeg er derfor meget tilfreds med, at der er en god dialog mellem Center for Cybersikkerhed og TDC i denne vigtige sag.

Opdatering: Artiklen er opdateret med skriftlige kommentarer fra Huawei og forsvarsministeren.