Eksperter: Målet om 90 procent coronavaccinerede danskere er realistisk, men dyrt

Flere skeptikere vil lade sig vaccinere efterhånden, det kræver bare lidt mere tålmodighed, siger læge og kalder dem "de dyre procenter"

- Det er en rigtig målsætning baseret på det, som vi ved om folks holdninger om vacciner, siger Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

- I Danmark er det frivilligt, om man ruller ærmet op og får et stik i skulderen. Men jeg vil gerne sige meget direkte til jer, der endnu ikke er blevet vaccineret: I risikerer at blive smittet, og I risikerer at give sygdom videre til et andet menneske.

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) under gårsdagens pressemøde i Spejlsalen, hvor regeringen og sundhedsmyndighederne gjorde status over coronasituationen herhjemme.

Og øverst på dagsordenen stod vacciner. Sundhedsstyrelsen har nemlig nu et mål om, at 90 procent af dem, der har modtaget en invitation til at blive vaccineret mod coronavirus, skal tage imod den.

Flere end fire millioner er nu vaccineret. Det betyder, at 85 procent af målgruppen allerede er vaccineret med første stik, men selvom der altså kun mangler fem procent, før målet bliver indfriet, så bliver det en hård slutspurt, lød det fra Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, under pressemødet.

Ifølge Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, som undersøger danskernes corona-adfærd, er målet dog realistisk.

- Det er en rigtig målsætning baseret på det, som vi ved om folks holdninger om vacciner. Det betyder ikke, at det sidste træk her blivet let, eller at man ikke bliver nødt til at bruge mange ressourcer på det, men det er realistisk, siger han.

Michael Bang Petersen forsker i danskernes adfærd og holdning i forhold til coronavirus. (arkiv) (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Ti procent tvivlere

De seneste uger er antallet af påbegyndte vacciner per dag faldet stødt. Mens der i begyndelsen af juli blev påbegyndt næsten 50.000 vacciner dagligt, er tallet nu nede under 5.000.

Og det er ikke, fordi alle er vaccineret, men fordi der er tre grupper, der er sværere at få til at få første stik af flere forskellige årsager: Børn, unge og grupper i udsatte boligområder, forklarer Michael Bang Petersen.

Når det kommer til den sidste gruppe, tyder det ifølge professoren på, at det blandt andet er manglende tillid til informationen fra sundhedsmyndighederne, der er skyld i den lavere vaccinetilslutning.

- Det kan betyde, at der kan florere forkerte opfattelser i de her miljøer i forhold til vaccinesikkerhed og -effektiviteten.

Netop det kom Søren Brostrøm også ind på under pressemødet, hvor han sagde, at man ikke skal lytte til myter og fordomme om, at vaccinerne for eksempel kan give nedsat fertilitet.

De dyre procenter

Mange af de områder, som altså nu kæmper med lav vaccinetilslutning, er også dem, som både nu og tidligere har kæmpet med høje smittetal.

Det er især udsatte boligområder, hvor man bor tæt, og hvor der er en høj andel af beboere med minoritetsbaggrund. Det gælder blandt andet kommuner på den københavnske Vestegn og Vollsmose i Odense.

Morten Sodemann er professor og overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Ifølge ham er der flere årsager til den lavere vaccinetilslutning, men potentialet for at få flere til at få første stik er stort.

- Mit indtryk er, at de fleste gerne vil informeres og overbevises om, at vaccine er det rigtige, men de skal lige have lidt mere tid til at tænke sig om, men også adgang til at diskutere de bekymringer, som de har, siger han.

Morten Sodemann er professor og overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. (arkiv) (Foto: Henrik Frydkjær © Scanpix)

Han er overbevist om, at flere i de udsatte boligområder nok skal blive vaccineret. Det kræver bare en smule mere tålmodighed og ressourcer.

- Vi er nået til det, jeg kalder de dyre procenter, siger han.

Vacciner kommer til borgerne

I går oplyste Sundhedsministeriet, at de sætter fem nye initiativer i søen for at få de sidste procenter til at lade sig vaccinere. Man vil blandt andet lave pop op-vaccinetilbud i boligområderne, og det er den rigtige vej frem, mener både Michael Bang Petersen og Morten Sodemann.

Klinikkerne skal bare ikke kun være pop op, altså midlertidige og med begrænsede åbningstider, mener Morten Sodemann.

- Man er nødt til at erkende, at det her bliver lidt dyrt, og man er nødt til at have åbne klinikker hver dag. Det er vejen frem for de her sidste procenter. Det er nogle, der er lidt langsommere til at tage beslutninger, og det koster lidt ekstra, men det er sådan set i fællesskabets ånd, at man gør det.

Og forud for det ligger et stort arbejde med at informere på den rigtige måde og med de rigtige personer. Ifølge overlægen skal man gøre brug af de stemmer, som der bliver lyttet til i områderne.

- Det kan være alt fra tosprogede læger til fodboldtrænere og foreningsformænd, der har tillid i miljøet, og som tør stå frem og sige, at man bør få vaccinen, siger Morten Sodemann.

Facebook
Twitter