Eksperter mod hooliganregister

Eksperter afviser ideen om et register over voldelige fodboldfans. Det er et problem for retssikkerheden og det nytter næppe noget, siger de.

Vi er langt fra hooliganisme i Danmark, siger forsker Birger Peitersen (Foto: DR © DR)

De danske hooligans skal på en sort liste når de har lavet ballade til fodboldkampe. Det har Folketinget besluttet med det nye politiforlig og sat et såkaldt fodboldregister på listen over ni særligt vigtige indsatsområder. Registret møder modstand fra flere kanter.

Politidirektør Mogens Kærgaard Møller mener behovet for et register er stort.

- Der er jo stort set ikke den kamp i superligaen hvor der ikke er ballade.

Problem i promillestørrelse

DR har kigget fodboldvolden i sømmene og er kommet frem til et noget andet resultat. I efterårssæsonen 2006 med 108 fodboldkampe og 873.000 tilskuere er 8 personer blevet anholdt, sigtet for vold, mens 12 er sigtet for hærværk.

Til sammenligning bliver der anholdt tre gange så mange til Roskilde festival og forbrydelserne er typisk langt værre.

Ingen hooliganisme i Danmark

- Et register er at skyde gråspurve med kanoner. Hvorfor bruge så mange ressourcer på måske under 50 personer, som man allerede kender?, siger Birger Peitersen, lektor ved Institut for Idræt ved Københavns Universitet. Han har forsket i fankultur og mener, at vi er langt fra hooliganisme i Danmark.

DR har kontaktet alle politikredse med superligafodbold og bedt om deres vurdering. 11 ud af 12 kredse siger, at fodboldvolden enten er for nedadgående eller i hvert fald ikke stigende. Kun i København mener man, at den er i stigning.

Retssikkerhed i fare

Tanken med hooliganregistret er, at forud for hver kamp skal politiet vise et forbryderalbum frem for kontrollørerne på de enkelte stadions. Det er problematisk for retssikkerheden, mener landets førende ekspert i persondataloven Peter Blume.

- Hvis man forestiller sig, at man giver de oplysninger til et stort stadions kontrollører, er det pludselig et stort antal mennesker, der kender til meget følsomme oplysninger. Hvis de bliver spredt til andre, kan oplysningerne have konsekvenser for vedkommende, som måske ikke kan få et job eller bliver fyret.

Facebook
Twitter