Eksperter om danske teenagere: Det giver likes at være et rigtigt, rigtigt dumt svin

Krænkende og kriminelt indhold hitter i lukkede Facebook-grupper med op mod 100.000 medlemmer. Forældre skal på banen.

Jo mere grænseoverskridende teenagere kan være i lukkede grupper på Facebook, desto flere likes får de. Det fastslår ekspert Lykke Møller Kristensen, der har fulgt med i lukkede grupper på Facebook, der sætter rammerne om et negativt fællesskab. (Foto: © Denis Belyaevskiy, ColourBox)

Jokes om døde mennesker. Mennesker, der bliver udsat for grov mobning og chikane. Og nøgenbilleder, der bliver delt uden samtykke.

Det er noget af det indhold, der giver likes i hemmelige og lukkede grupper på Facebook. Grupper, der samlet set har mere end 100.000 medlemmer i Danmark, viser DR’s research.

Fælles for grupperne er, at de er bygget op om negative fællesskaber, og at størstedelen af medlemmerne er teenagere ned til 13 år.

Det forklarer eksperterne Lykke Møller Kristensen og Søren Hebsgaard. I hver deres enmandsvirksomhed har de begge de seneste år arbejdet med teenageres adfærd på nettet som selvstændige konsulenter og foredragsholdere.

- Hvis man virkelig vil være noget ved musikken eller skabe sig et navn i de her hårde grupper på Facebook, så skal man være meget offensiv, så skal man være det, vi vil kalde et rigtig, rigtig dumt svin, siger Lykke Møller Kristensen, der i løbet af de sidste fire år har interviewet 500 børn og unge om deres færden på sociale medier.

Handler om at hænge folk ud

DR har i maj og juni fulgt med i, hvad der foregår i de lukkede grupper på Facebook, der er bygget op om negative fællesskaber. Det samme har Lykke Møller Kristensen gjort de seneste to år.

- Det er meget konkret negativ adfærd. Det vil sige, at det handler om at hænge folk ud, svine folk til og være fælles om at gøre det. Støtte hinanden i det negative, like hinandens negative adfærd og opmuntre til, at det bliver værre og værre, siger hun.

Meget af det har karakter af grov mobning.

- De kan finde på at skrive til andre, at de er grimme og burde dø. At de skulle gå ud på gaden og blive kørt over, eller at deres forældre burde dø, siger Lykke Møller Kristensen.

Søren Hebsgaard forklarer, at teenagere i grupperne føler, at de kan være særligt hårde i tonen og ved hinanden, fordi de ikke ser hinanden i øjnene.

- Det giver nogle af de her uheldige og fornedrende sammenstød, som bliver set på som underholdning og som noget sejt, siger han.

99.000 medlemmer af Offensimentum

Grupperne har navne som Flirtegruppen, Slottet, Naboens børn og Helvede.

Den største gruppe i Danmark hedder Offensimentum og har mere end 99.000 medlemmer.

I uge 25 i 2017 havde Facebook-gruppen Offensimentum 99.858 medlemmer. (Foto: © Dr, DR)

Det indhold, DR har stødt på i grupperne inden for de seneste måneder, er for eksempel:

  • Billeder af personer, der er blevet pisket under sex.

  • En video med en gris, der bliver halshugget i et asiatisk land.

  • En video med en mand med down syndrom, der viser sin tissemand.

  • Den dræbte danske pige, Emilie Meng, der bliver udråbt til Danmarksmester i gemmeleg.

  • Efterspørgsler og deling af nøgenbilleder.

  • Teenageren Jonas Schmidt, der blev fundet død i vandet ved Frederiksværk Havn i april, bliver sammenlignet med tegneseriefisken Nemo fra filmen 'Find Nemo'. Nu bare under navnet Find Jonas.

  • Tilsvining af navngivne teenagere.

  • En video af folk, der bliver kørt ned af tog.

  • Billeder og videoer med en 59-årig mand, der siger grove seksuelle ting.

Teenagere bruger selv udtrykket offensivt om den slags delinger. Deraf har Offensimentum fået sit navn.

- At være offensiv på sociale medier betyder i virkeligheden ikke at have nogen grænser, siger Lykke Møller Kristensen.

Hun forklarer, at grupperne er styret af administratorer og moderatorer, der er med til at slå tonen an, og at der er et internt hierarki i grupperne:

- De store i grupperne er dem, der opildner og opfordrer andre til at være hårde ved andre. Det er også dem, som de andre gerne vil tækkes og have likes fra. Det kan være en lille gruppe på måske 100-200. Det kan også være helt ned til 20 personer. Men alle ved godt, hvem de er.

Ret til satire

En af de hemmelige Facebook-grupper, Offensimentum Extreme, byder sine medlemmer velkommen med en collage med Adolf Hitler og teksten ”Post hvad fuck du vil”.

Post hvad fuck du vil står der øverst i gruppen Offensimentum Extreme. Gruppen beskriver sig desuden selv med ordene: Post hvad fuck du vil. Ingen grænser. Ingen snitch bitches. INGEN FORÆLDRE!! (Foto: © Dr, DR)

Men det kan være i strid med loven at dele lige, hvad man vil på sociale medier, forklarer Vibeke Borberg. Hun er forskningschef med ansvar på mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Vi har ytringsfrihed til at være satiriske, til at drille hinanden og til at lave sjov. Det ligger inden for ytringsfrihedens grænser. Men hvis det får en karakter af mobning eller karakter af at udstille en person på en ubehagelig eller krænkende måde, kan vi sagtens ryge over, at det her er en personlighedskrænkelse, siger hun.

Derudover understreger hun, at det kan være strafbart, hvis man deler et nøgenbillede af en person, der ikke har givet samtykke til det.

- Hårdere end hårdt

Selvom det langt fra er alle i de grove Facebook-grupper, der opfører sig groft eller decideret ulovligt, er de mange passive deltagere også et problem, mener Lykke Møller Kristensen. Særligt fordi flere af dem ikke engang er teenagere endnu.

- Vi er jo oppe omkring 100.000 børn og unge, der er med i de her forskellige grupper. Og de er jo vidner til den her adfærd. Så er der jo ikke noget at sige til, at de hurtigt kommer til selv at gøre det på et tidspunkt i deres liv også, siger hun.

Et eksempel fra Offensimentum, hvor en dreng efterlyser identiteten en pige i et tog. Kran betyder, at han synes, at pigen er grim. Eksemplet er genskabt grafisk, men var oprindeligt et rigtigt foto af pigen, dertilsyneladende sov, mens billedet blev taget.

Samtidig påpeger hun, at det kan være svært for teenagerne at sige fra, fordi de er bange for, at de så bliver hængt ud som de næste.

Søren Hebsgaaard kender også til eksempler, hvor det kan give bagslag at sige fra.

- Når et nøgenbillede af nogle piger går viralt, er der nogen af de her piger, der vover at gøre modstand og beder folk om at lade være. Det kan ligesom få hele hadkampagnen til at blusse op: at nu skal hun rigtig ned med nakken. Så bliver det sejt at være endnu grovere end de andre. Så går der macholeg i den, siger han.

Forældre skal på banen

Lykke Møller Christensen og Søren Hebsgaard mener, at de unges grænseoverskridende adfærd blandt andet er en konsekvens af, at forældre ofte ikke aner, hvad deres børn laver i de lukkede grupper på Facebook.

- Langt, langt de fleste er mere eller mindre overladt til sig selv om, hvad der er godt, og hvad der er skidt på nettet, siger Søren Hebsgaard.

Samtidig har det ifølge eksperterne en stor betydning, at teenagerne ikke tænker over konsekvenserne af det, de deler.

- De ser simpelthen ikke, at der er mennesker i den anden ende. De bliver opmuntret af likes og den her negative kultur. Og så går de videre med det, fordi der ikke rigtigt er nogen, der er inde og kigge i det liv, de har derinde, siger Lykke Møller Kristensen.

Så lyder det som om, at de unge ikke rigtig har et ansvar selv. Tænker du sådan?

- Min anke mod hele den her kultur er, at vi faktisk helt har glemt, at de har et ansvar selv. Vi har også glemt, hvem det egentlig er, der skal lære dem om det her ansvar. Hvis jeg skal være ærlig, er de faktisk blevet nødt til at opdrage sig selv på de her sociale medier, siger Lykke Møller Kristensen.

Du kan se mere om sagen i 21 Søndag i aften og kl. 21:15 kan du på dr.dk chatte med Lykke Møller Kristensen, der giver råd til forældre om, hvordan de skal tackle deres børns færden på sociale medier.

https://www.qzzr.com/c/quiz/427348/hvor-godt-kender-du-dine-borns-slangudtryk