Eksperter om lavere smittetal: 'Jeg er imponeret' og 'vi er ekstremt dygtige i Danmark'

Coronaepidemien er under kontrol i Danmark, men retningslinjer, test og opsporing er stadig afgørende for at undgå udbrud, lyder det fra eksperter.

De seneste dage har antallet af smittede ligget under 100, og det tyder på, at der er styr på udviklingen i Danmark. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)

Med de forbedrede smittetal, stabile antal indlæggelser og lave kontakttal er der grund til at glæde sig over coronaudviklingen i Danmark.

Det mener flere eksperter, der følger coronaudviklingen tæt.

- Det er rigtig gode nyheder og lige det, vi gerne vil se. Coronaniveauet er enormt lavt i Danmark sammenlignet med andre lande. Lige nu er omkring 0,3 til 0,4 procent af dem, der bliver testet, positive. Hvis du ser nogle områder i USA, ligger det på fem til ti procent, siger Lone Simonsen, der er professor ved Roskilde Universitet og har arbejdet med epidemier i over 20 år.

De seneste tre dage har de daglige smittetal ligget på under 100, 21 personer er indlagt, og kontakttallet er faldet til 0,8, hvilket fik sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til tasterne på Twitter i går med rosende ord.

Også professor på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard er positiv over de seneste tal og nævner ligesom ministeren, at alle bør klappe sig selv på skulderen over indsatsen.

- Det ser rigtig godt ud. Vi er ekstremt dygtige i Danmark, og generelt har vi en befolkning, der har taget godt imod de gode råd, og vi har et system med hensyn til overvågning og opsporing, der selvfølgelig godt kan forfines, men som overordnet set fungerer godt, siger han.

Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet, kalder situationen så god, at der lige nu "egentlig ikke er basis for at holde mange ting lukket i Danmark", hvis man alene ser på antallet af indlagte og døde.

- Det primære parameter, vi skal se på, hvis du spørger mig, er antal indlagte. På det punkt går det virkelig godt. Den eneste grund til at være en lille bitte smule bekymret, er fordi, at vi ved, hvad det her virus er i stand til, hvis vi ikke gør noget.

- Men tiltagene virker faktisk så godt, at vi måske skal turde lidt mere. Når vi har så stærke værktøjer, så kan vi faktisk godt have noget nær et normalfungerende samfund, siger han.

Må ikke blive en sovepude

Men der er et "men" midt i de positive og rosende udmeldinger.

For de forbedrede tal er ikke kommet af sig selv. De er opnået med en kombination af bedre test- og opspringskapacitet, danskernes forståelse for, at virus stadig er her, og at retningslinjerne skal følges, lyder det fra Lone Simonsen.

- Men der er altid potentiale for, at det begynder at stige eksponentiel, hvis vi slapper helt af. Derfor er det vigtigt, at vi holder fast og fortsat har respekt for epidemien, siger hun.

Det er Lars Østergaard enig i.

- Det må ikke blive en sovepude. Virus er her stadig, og der er mange, som er modtagelige, og når de to ting er der på samme tid, kan der udbryde en epidemi igen. Vi skal hele tiden være opmærksomme på, at den kan blomstre op igen, og vi skal også være klar til hurtigt at slå den ned med nye tiltag, siger han.

Fokus på lokale udbrud

De seneste uger har smittetalene i Danmark båret præg af, at der har været udbrud i Aarhus og Ringsted.

I begyndelsen af august begyndte tallene at stige, og for en stund var professor Lars Østergaard bekymret over udviklingen i Aarhus, som han beskriver som "ret voldsomt".

- Men nu kan vi se, at smitten er på vej ned igen. Jeg er imponeret over, hvor godt det er gået. De tiltag, der har været, ser bestemt ud til at have virket. Det kunne have gået galt, som vi har set det i andre byer i udlandet, siger Lars Østergaard og henviser blandt andet til en by som Melbourne i Australien.

Her begyndte et lokalt udbrud på nogenlunde samme måde som i Aarhus, men man formåede ikke at stoppe smittekæderne i tide og holde smitten nede, og den 2. august blev der indført et udgangsforbud byen, der gælder om aftenen og natten i seks uger.

- Det er selvfølgelig en langt større by, men det viser, hvor galt det kan gå, hvis man ikke får slukket branden i tide, inden den spreder sig, siger professoren fra Aarhus Universitetshospital.

Ifølge både Lars Østergaard, Søren Riis Paludan og Lone Simonsen bliver det de lokale udbrud, som man i fremtiden skal vænne sig til og holde øje med. For eksempel ser man lige nu en stigning i smittetalene i Rødovre Kommune, hvor der er 39,4 smittede pr. 100.000 indbyggere, og dermed er kommunen den hårdest ramte pt.

- Vi kommer til at se mikroudbrud, som vi har set det i Aarhus og Ringsted. Her er det vigtigt at komme til med det samme og få smittekæderne brudt. Så vil vi kunne fortsætte med det lave smitteniveau, som vi har nydt i lang tid, siger epidemiolog Lone Simonsen.

Trods de lokale udbrud hæfter Søren Riis Paludan sig dog ved, at man med de stigende smittetal i de første uger af august ikke så en markant stigning i antal indlagte.

- Det viser, at man virkelig har styr på coronavirus i Danmark, og så fortæller det noget om, hvem det er, der bliver smittet. I foråret var det i højere grad de midaldrende og ældre, der blev smittet. Nu er det mere de yngre, der bedre kan klare at blive syge.

Facebook
Twitter