Eksperter om russiske fly i dansk luftrum: Det skal tages alvorligt, men er ikke umiddelbart en trussel

Østersøen er et oplagt sted, hvis Rusland ønsker at spille med musklerne, lyder det.

Forsvaret har sendt to danske F-16-kamply til Bornholm. Det sker dagen efter, at to russiske fly krænkede luftrummet omkring øen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Der var formentlig tale om en bevidst provokation fra Ruslands side, da to russiske kampfly i går fløj ind i dansk luftrum ved Bornholm.

Det siger Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker i global sikkerhed og verdenssyn ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

- Forsvaret siger, at det ikke har været et uheld, men at de russiske fly har gjort det helt bevidst. Så kan det være et forsøg på at spille lidt med musklerne og vise, at man godt ved, at det ikke er helt i orden, men man gør det alligevel for at se, hvordan vi reagerer, siger Flemming Splidsboel Hansen.

Karsten Marrup, der er major og chef for Center for Luftoperationer i Forsvarsakademiet, siger, at de russiske fly formentlig var ved at holde øje med en NATO-øvelse, da de kom ind i dansk luftrum.

- Der er en stor NATO-øvelse i Østersøen i øjeblikket, og helt normalt flyver russerne selvfølgelig ud for at kigge på, hvad vi laver – og det samme gør vi for den sags skyld, når de laver noget – og i den forbindelse har der været noget flyaktivitet, og der er to russiske jagere, der er fløjet ind i dansk luftrum, siger han.

Han understreger, at det hører til sjældenhederne, at Rusland krænker dansk luftrum.

- Jeg ved godt, der var en enkelt gang sidste år, hvor det smuttede for dem, men ellers plejer de ikke at gøre det.

Men er det en magtdemonstration eller et forsøg på at demonstrere en form for utilfredshed, så er Østersøen et oplagt sted at slå til.

- Når man kigger rundt om Østersøen, kan man se Rusland på den ene side og så en række NATO- og EU-medlemslande på den anden side, og det skaber nogle gnidninger. Og det gør også, at Østersøen er et af de områder, hvor Rusland hurtigst kan skrue op og ned for temperaturen, og det kan de blandt andet gøre ved krænkelser af luftrum eller ved at føre missiler ind i Østersøområdet, siger Flemming Splidsboel Hansen.

Skal han give sit bud på, hvorfor Rusland reagerer, kan det skyldes det kommende NATO-topmøde, der starter mandag den 14. juni.

Men det kan også være en reaktion på, at Danmark har doneret 500.000 coronavacciner til Ukraine.

Politisk reaktion er "forudsigelig"

De to russiske fly fløj i går ind i det danske luftrum to gange over Christiansø, og det danske luftafvisningsberedskab måtte derfor på vingerne for at håndtere situationen.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kaldte sagen meget alvorlig, og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har indkaldt Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, til en samtale i Udenrigsministeriet.

- Det er sjældent, at det her sker, så det er ikke en rutine, det, vi gør. Men det er en almindelig og forudsigelig reaktion at tage fat i diplomatiet og ordne tingene den vej rundt og derfor tale til Ruslands ambassadør i Danmark, siger Karsten Marrup.

- Man går ind for at markere, at det er uacceptabelt, og det kan måske virke hårdt, men samtidig er vi i den forholdsvis lave ende af skalaen i forhold til de redskaber, som man ellers kunne bruge, siger Flemming Splidsboel Hansen.

I dag har forsvaret så sendt to F-16-kampfly til Bornholm for at håndhæve dansk suverænitet, skriver Forsvaret på Twitter.

Forsvaret oplyser, at det er en almindelig procedure indimellem at anvende andre flyvepladser end F-16-basen, der ligger i Skrydstrup.

Det er altså ikke bekræftet, at det har noget at gøre med de russiske fly. Men det har det højst sandsynligt, lyder det fra Karsten Marrup.

- Der er ikke noget unormalt i, at vi flytter fly til Bornholm. Men timingen kan i hvert fald pege i retning af, at man ønsker at sende et signal ved samme lejlighed, siger han.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har kaldt Ruslands ambassadør i Danmark Vladimir Barbin til en samtale. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Men skal vi se det som en trussel?

Selvom der bliver reageret prompte både politisk og militært efter gårsdagens hændelse, er det ikke noget, der skal få alarmklokkerne til at ringe mere end som så.

Det skal tages alvorligt, og der skal reageres, som der også er blevet, men i sig selv er der ikke tale om en trussel, siger Flemming Splidsboel Hansen.

- Vi ser jo nogle gange russiske fly krænke luftrum, og der kan være lidt forskellige årsager til det. Nogle gange kan det være for at teste beredskabet, og så kan det også være en politisk provokation.

Karsten Maarup fra Forsvarsakademiet siger også, at der ikke umiddelbart er tale om en reel trussel.

- Det er helt klart rigtigt, at man kan se tilbage på Ruslands opførsel siden 2014 med annekteringen af Krim og se, at de begynder at opføre sig lidt anderledes. Og det er også derfor, at vi fra dansk side selvfølgelig prompte skal svare og sige, at det her finder vi os ikke i. Men en egentlig trussel håber og tror jeg ikke, der er tale om, siger han.

Man skal heller ikke forvente, at der sker mere i sagen, ud over at udenrigsminister Jeppe Kofod skal have sig en snak med den russiske ambassadør.

- Så tror jeg, det er det. Og så kører det videre, indtil det sker igen, og det gør det selvfølgelig på et tidspunkt, og så kører man de samme procedurer igen, siger Flemming Splidsboel Hansen.

FacebookTwitter