Eksperter: Overvægt skal være en sygdom

Danske, amerikanske og canadiske eksperter mener, at overvægt skal defineres som en sygdom. Det vil forpligte samfundet til at behandle overvægt.

Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at andelen af svært overvægtige er mere end fordoblet på 25 år. I 1987 var andelen 5,6 procent, mens andelen i 2013 var steget til 14,1 procent. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Fedme er en regulær sygdom.

Sådan lød budskabet fra den danske overlæge Jens-Christian Holm på vegne af ekspertgruppen The European Childhood Obesity Task Force i et videnskabeligt tidskrift i oktober.

Opfordringen fra gruppen er, at svær fedme skal betragtes som en regulær sygdom.

- Vi mener, at tiden er inde til, at også Europa deklarerer fedme som en sygdom, siger Jens-Christian Holm, der er forskningsansvarlig på Enhed for Overvægtige Børn på Holbæk Sygehus til Politiken.

Jens-Christian Holm forklarer, at overvægt styres af et ’genialt hormonsystem’, som kæmper for at bevare overvægten.

- Når fedtmassen når et vist omfang, griber det ind i alle fysiologiske funktioner i kroppen med de deraf følgende sygdomme, lidelser og psykiske konsekvenser. Vi skal ikke stikke hovedet i busken og sige, at det er folks egen skyld, siger Jens-Christian Holm til Politiken.

Den canadiske lægeforening, CMA har erklæret svær overvægt for en sygdom. Allerede i 2013 definerede amerikanske læger svær overvægt som en kronisk sygdom.

I forskningskredse findes også modstand mod at gøre overvægt til en regulær sygdom. For så skal en stor del af overvægtige personer pludselig betragtes som syge.

Sundhedsstyrelsen overvejer heller ikke at ændre definition. Styrelsen anser overvægt for en risikofaktor for at udvikle sygdom. Ikke for en sygdom i sig selv.

Facebook
Twitter